Os...

[Fyra]

Fyra bemærkede det knap nok. Hendes øjne var fyldt med tåres, og hun kæmpede for ikke at græde. "Qimrel... Der her handler ikke om din familie. Det er om dig." Hun gik helt hen til ham og kiggede op på ham. "Det her... Er meget vigtigt for mig... at vide hvad du synes og hvad du vil gøre nu," sagde hun indtrængende. "Er det alt du tænker på? Din familie? Og hvad de synes?" Hun trak vejret dybt. "Theis, så gå dog væk. Er det hunden du ikke kan tåle?" sagde hun og vendte ryggen til Qimrel.

[Qimrel]

"Fyra..." Qimrel så rådvild ud, og lagde en hånd på hendes skulder. "Det var ikke sådan ment. Det må du undskylde. Det er bare... Min familie betyder meget for mig, og jeg var egentligt på vej over for at besøge dem..." Qimrel så ned, og Kwamma tittede frem. Deres blik mødtes, og han var næsten sikker på at hunden så bebrejdende på ham.

[Theis]

Theis rystede stædigt på hovedet. "Jeg skal ikke nogen steder!" sagde han bestemt og stirrede ondt på både herre og hund. Man kunne se at han ikke stolede på nogen af dem, og han nøs endnu et par gange. "Du må ikke grine... Det er meget mærkeligt at en som mig ikke kan tåle hunde, men..." Hvad han videre ville sige druknede i et nys.

[Fyra]

Fyra smilede. "Jeg griner ikke... Men jeg kunne godt finde på det senere." Hun gik hen til ham. "Qimrel, hvorfor går du ikke bare hen til din familie? Undskyld, men din hund forstyrre min nevø. Min familie." Hun sukkede og vidste at hun ikke burde tale sådan til ham og bed sig i læben. "Det var ondt sagt, undskyld. Du må ikke gå." Hun kiggede på ham med et bedende udtryk i øjnene.

[Qimrel]

Qimrels hjerne var gået af ved ordene 'din hund'. På en eller anden måde havde det at hun havde tiltalt Kwamma på den måde været det der ramte ham hårdest. Alt andet ville han let kunne ignorere, men han vidste at hun kunne lide, måske endda elskede, Kwamma. "Jeg tror bare jeg går," sagde han koldt, en kulde han ikke var sikker på han nogensinde havde brugt før. Kwamma klynkede da han vendte sig om for at gå, men valgte alligevel at følge ham.

[Theis]

Theis nøs videre, og trak sig endelig væk fra dem, og hans vejrtrækning og næse blev allerede meget bedre. Han tørrede øjnene men holdt stadig øje med Fyra, som den lille, overbeskyttende djævel han var endt med at være overfor hende. Den mand var faren til hendes mave? Theis kunne ikke bestemme sig til hvad han syntes om manden.

[Fyra]

Fyra bemærkede ikke tårerne der trillede ned af hendes kinder. Hun stirrede bare på Qimrels ryg og begyndte at ryste. Pludselig fór hun gennem luften og slog armene om ham bagfra. "Du forlader mig ikke igen. Jeg ofrede alt for vores barn og du forlader mig bare ikke igen," hviskede hun og begravede ansigtet i hans ryg. Jeg gør alt hvad jeg kan fordi det barn er dit. Du må ikke forlade os." Hendes stemme knækkede flere gange, men hun tog sig ikke af det. "Du må ikke..." Hun begyndte at græde åbenlyst nu, arligt talt hulkede sig igennem de sidste ord. Hun slap ham og sank sammen på jorden og gemte ansigtet i hænderne.

[Qimrel]

Qimrel stirrede koldt på hende et stykke tid, men blødte så op og tog hende op til sig, trak hende op fra jorden og knugede hende ind til sig. Han kyssede forsigtigt hendes tårevædede kind. "I virkeligheden kender vi slet ikke hinanden," hviskede han. "I virkeligheden har vi kun oplevet forelskelsen." Han holdt hende ind til sig. "Men jeg vil alligevel ikke af med dig, forstår du det? Jeg føler at vi høre sammen, hvor umuligt det end kan føles lige nu." Han aede hende over håret og slap hende så.

[Theis]

Theis sad stivnet og lyttede til deres samtale. Et eller andet bevægede sig i ham, boblede frem fra dybt inde i ham. Frygt, had, trodsighed? Hvem var de os Fyra snakkede om? Det kunne vel kun være hende selv og barnet, som han ikke kunne gå fra. Han var ikke en del af det. Den frygt om at hun ville blive træt af ham og vælge at smide ham væk kom tilbage, en frygt det havde taget ham lang tid at komme af med. Han havde troet, nærmest håbet, at faren til hendes mave ville holde sig væk, så hun ville blive afhængig af den lille dreng hun havde samlet op fra rendestenen til at passe på hende. Nu var manden i hendes drømme her åbenbart, og han selv ville blive glemt og smidt tilbage i rendestenen.

[Fyra]

Rikku kiggede op på Qimrel og lod hovedet hvile mod hans bryst. "Qimrel, jeg... Vi hører sammen..." Hun smilede svagt. Hun drejede hovedet og kiggede bagud på Theis. "Qimrel... Theis..." Hun fik et pint udtryk i ansigtet, som om nogen piskede hende. Ville hun være nødt til at vælge mellem dem? Hun trak vejret dybt.

[Qimrel]

Qimrel så bekymret på hende. Han havde en fornemmelse af hvad hun tænkte, og han rev sig forsigtigt løs fra hende og gik over mod drengen. "Hej, jeg hedder Qimrel," sagde han venligt og rakte hånden frem. Kwamma blev tilbage, stadig irriteret over og utilfreds med varulven, men siden Theis ikke kunne tåle den var det blot en lettelse.

[Theis]

Theis overvejede et øjeblik meget seriøst at bide sig fast i Qimrels hånd, men besluttede sig så for ikke at gøre det og kiggede istedet indgående på den fremstrakte hånd. Ring. Der var en ring på en af hans fingre, og den så ud til at sidde løst nok til at kunne tages. Han stak hånden frem. "Theis," mumlede han bare, og da de slap hinandens hænder var Qimrel ubevidst om at han var blevet bestjålet igen.

[Fyra]

Fyra kiggede nervøst på dem. Hun kunne se på Theis at han ikke brød sig om det og trådte et skridt frem mod dem. Hendes ansigt var ængsteligt, men hun stolede på dem begge og håbede de ikke ville gøre noget dumt. Hun trak vejret dybt og lagde begge hænder på maven. Af en eller anden grund beroligede dette hende så meget at hun kunne koncentrere sig om at holde øje med Qimrel og Theis. Hun satte sig ned og klappede Kwamma på hovedet.

[Qimrel]

Qimrel smilede. "Se, det var da ikke så slemt, vel?" sagde han og kiggede vurderende ned af Theis' krop. Han var stdig meget tynd selvom han proppede i sig hver morgen og aften, men han var næsten holdt op med at kaste op hver dag. Qimrel vendte sig mod Fyra. "Min familie er jo her i byen, som du ved," sagde han. "Jeg kunne godt tænke mig at præsentere dem for jer."

[Theis]

Theis smilede stort da Qimrel snakkede til ham og viste sine umage tænder frem. Da Qimrel så kiggede væk fra ham for at tale til Fyra blegnede smilet bort og han kiggede ned i sine hænder på hans nyanskaffede ring, vendte og drejede den for at bedømme dens værdi. Han hørte hvad Qimrel sagde og så kort op på ham, men slog hurtigt blikket ned igen og tog ringen i ærmelommen.