Midlertidigt bosted

[Adrianna]

Adrianna gik ude i ødemarken for sig selv, hun havde trængt til at bevæge sig lidt og var derfor gået en tur for at klare tankerne, hun vidste ikke helt hvornår det ville være sikkert for hende at tage hjem igen, men der ville nok gå lidt tid. Hun gad ikke til at skulle blæse soldater væk igen, det var så kedsomligt. Hun havde samme hvide kjole på som aftenen før, hun havde bare vasket den ved at skabe noget silende regn og derefter tørre den med blæsten. Hendes hår hang løst ned over hendes skuldre, det gjorde det ellers meget sjælent, men hendes hårbånd var blevet væk.

[murlocon]

Murlocon var ude for at strække benene med to soldater bag sig han var klædt helt i sort og sine soldater var klædt helt i gråt og det var tydeligt at han var lederen af dem han havde to katanaer siddene ved hver side af hoften han spejdede efter nogle fjender nogen kendte ikke sin plads her og han var altid glad når han viste nogen hvad der ville ske

[Adrianna]

Hun kedet sig lidt, det var tydeligt, hun var ikke vandt til at være et sted hvor der ikke rigtig var særlig mange mennesker. Der plejede at være mennesker omkring hende hele tiden. Hun sukkede stille og fik så øje på 3 mænd lidt fra hende, hun vidste ikke hvem der var, men de lignede ikke nogen hun ville snakke med, de så lidt for selvhøjtidelige ud efter hendes smag, så hun gik roligt videre.

[murlocon]

han kiggede rundt og så en kvinde og tænkte sig lidt om han havde vel altid brug for flere slaver han signalerede til sine mænd og de gik i en ring rundt om hende han selv gik direkte imod hende med hånden på den ene katana og kiggede vurderende på hende hun så ikke ud til at være så stærk men blikket kunne bedrage

[Adrianna]

Hun kiggede forvirret på de to mænd der gik rundt om hende, og vendte derefter blikket mod ham hun regnede med var lederen "Kan jeg hjælpe dig" sagde hun med sin sædvanelige venlige stemme og milde øjne. Dog var hun klar til at reagere hvis de skulle prøve på noget. Hun så jo ikke stærk ud, så de fleste undervurderede hende.

[murlocon]

han smilte under kappen der dækkede ham fuldstændig "ja jeg kan altid bruge flere slaver" sagde han med et stort smil nogen gange slog det folk ud når han sagde noget andre begyndte bare at løbe men dog havde han fået skærmet det af når hans mænd stod på hendes begge sider

[Adrianna]

Hendes blik blev køligt "Jeg vil gerne se dig prøve" sagde hun køligt. Lige meget hvad han var for en så tvivlede hun på at han kunne klare alle himlens kræfter rettet mod ham. regn, lyn, blæst, sne, hagl, tornado. Det var der ikke noget menneske der kunne klare. Hun havde regnet med at han undervurderede hende, og det gjorde han åbenbart.

[murlocon]

de to mænd begyndte at indkredse hende så hun ikke kunne flygte nu til hans store fryd da de var tæt nok på greb de fat i hende med tykke handsker på som kunne modstå ild da han lidt troede hun var en ilddæmon han kunne ikke lade være med at smile under kappen snart ville han have en ny slave

[Adrianna]

Hun kiggede på mændene da de greb fat i hende hvorefter hun kiggede på ham der vist var lederen "Stor fejl" sagde hun koldt hvorefter hende øjne blev helt hvide. Det blæste op og begyndte at regne. Der lød en høj torden, og sekundet efter slog der et lyn ned i hver af mændene ved siden af hende, hvorefter en stærkt vind blæste dem bort.

[murlocon]

han kiggede overrasket da mændene døde og blæsten hvirvlede sandet op han dækkede med sit ærme kappen der kun var sat fast i halsen begyndte at blæse og hætten blste ad ham dog var han ligeglad han havde trukket sin katana og gik langsomt hen imod hende blæsten gjorde det meget svært for ham og regnen gjorde det ikke bedre

[Adrianna]

Hun holdt blikket stift på ham og vendte blæsten lige mod ham mens lynene bragede ned ved siden af ham som en advarsel til at komme tættere på. Hun nød ikke at dræbe og ville helst undgå det, men hun ville heller ikke være slave for en eller anden idiot der troede han var bedre end hende "Skrub tilbage hvor du kom fra" råbte hun koldt så hendes stemme ville kunne høres for vinden og regnen, for ikke at sige den buldrene torden.

[murlocon]

han himlede med øjnene og fortsatte lynene generede ham ikke ret meget fordi han bevægede sig hele tiden ville det være meget svært for lynene at kunne nå at ramme ham da han gik ret stærkt i forhold til styrken af vinden og regnen selvføelgelig var hun jo en vejrdæmon

[Adrianna]

Hun bande for sig selv og gjorde vinden stærkere sammentidig med at hun lavede et par tornadoer på hver side af hende der ville gøre det praktisk talt umuligt for ham at komme tæt på hende. Regnen stoppede, men i stedet begyndte det at hagle "Lad mig nu være" råbte hun vredt

[murlocon]

han røg nogle skridt bagud han ville holde det til hun ville blive så træt at hun blev nød til at stoppe og så kunne han få fat på hende dog gjorde tonadoerne det værre og han gik nogle flere skridt tilbage sandet piskede igen op i hans ansigt selvom han gjorde hvad han kunne for at holde det væk

[Adrianna]

Hun vidste ikke hvor længe hun kunne holde det, men hun nægtede også at lade ham vinde. Hun bed sig i læben og tænkte over hvad hun skulle gøre. Hun kiggede sig omkring og begyndte at løbe væk fra ham mens vejet fortsatte, tornadoerne fulgte med på hver side af hende så han fortsat ikke kunne komme for tæt på. Hun satsede på at nå ind til byen.