|
|
Post by Fyra on Feb 1, 2009 18:23:59 GMT 1
Rikku stirrede ned på ham. "Jeg kan ikke rigtigt hjælpe dig, Theis.." sagde hun så og bed sig i læben. "Undskyld." mumlede hun så og kiggede ned i jorden. Hendes skulder blødte let fra tre smalle sår, men hun opdagede det tydeligvis ikke selv. Hun trak vejret dybt og prøvede at lade være med at tude - af lettelse over at det var overstået og af skyld over at hun ikke kunne hjælpe ham.
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 1, 2009 18:48:37 GMT 1
Theis lod en finger stryge hende på den blødende skulder, og stirrede halvtåget på den. Han så ikke ud til at have hørt hende, og glippede så pludseligt med øjnene. "Jeg kom lige til at tænke på noget," mumlede han, og han virkede igen klarhovedet og frisk da han fræs hen til sin lille, beskidte tøjbylt, der lå et stykke fra dem med alt dets indhold spredt ud på jorden. Den var faldet fra ham da han blev slået, og det eneste der stadig var inde i bylten var to tegninger og halskkæden. Han fandt en neutral, søvfarvet næsering og noget der lignede en ulvehovedformet ørering uden makker, og åbnede låsen. Han puttede dem i hver deres kindhul, og virkede et øjeblik mere fortumlet og omtåget end før.
|
|
|
|
Post by Fyra on Feb 1, 2009 19:06:16 GMT 1
Rikku stirrede igen på ham. "Er.. Er du helt.. helt sikker på at du har det godt?" spurgte hun så langsomt. Ingen hun kendte ville gøre sådan noget og hun følte sig en smule chokeret. Hun glippede med øjnene og sank lidt. Så trak hun kappen tættere omkring sig og ignorede sårerne i skulderen.
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 1, 2009 19:22:51 GMT 1
"Helt fint," svarede han og gned kinden. "Jeg skal have det vasket," besluttede han sig så for og lyttede mens han samlede sine ting. En bæk løb et sted inde mellem træerne, og han løb derind, havde pludselig glemt alt om smerten i kinden og sin omtumlethed. Han havde altid drømt om at kunne bruge de to smykketing, og nu kunne han - bare ikke sådan som han selv havde troet han ville.
|
|
|
|
Post by Fyra on Feb 1, 2009 20:29:06 GMT 1
Rikku stirrede bare efter ham med åben mund. Hun flyttede blikket til hans taske som han havde ladet stå. Af et eller anden grund kiggede kort i sin håndflade og så på hans taske. Måske havde han noget der kunne fortælle om det. Hun bevægede sig hurtigt over til sækken og rodede lidt i de få ting der var der. Hun kunne mærke der lå noget gemt inde i et af de foldede papire og foldede det ud. Og stirrede ned på det hun nu havde i sine hænder. En prægtig halskæde og et stamtræ.
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 1, 2009 20:42:46 GMT 1
Theis kom gående med hele den ene side af ansigtet plaskende vådt, men rent, så man virkelig kunne se sårene og de 'flotte' nye smykker. Han fik øje på halskkæden og sprang mod hende, og væltede hende med en styrke man ikke troede var i den lille, magre drengekrop. Han fik vredet kæden ud af hendes hænder. Det var en prægtighed af sølv- og guldtråde-lignende kæder, perler, en stor, gennemsigtig perle i midten og en smukt snoet sølvkrans til at holde den store perle fast. Hele halskkæden var mærkeligt let som en fjer, og han knugede den ind til sig som om han aldrig ville give slip.
|
|
|
|
Post by Fyra on Feb 1, 2009 20:51:07 GMT 1
Rikku lå bare på jorden med store øjne. Hun havde stadig stamtræet i hånden og et kort blik på det fortalte at hendes anelse var rigtig. Hun rettede igen øjnene mod drengen og smykket. "GUD! Theis... Ved du hvad det her er?!" Hun viftede med papiret og stirrede på hans ansigt. "Gud... Det var dog.." Hun smilede langsomt, rejste sig og gik frem mod ham.
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 1, 2009 21:17:17 GMT 1
"Ja, det er min mors, og det er dyrt, det er hvad det er." Theis holdt det stadig knuget ind til sig som noget dyrebart. - Og for ham var det også meget dyrebart. Det var mindst fem kilo guld værd, men han kunne ikke drømme om at sælge sin mors kæreste eje. Hun havde hævdet at den store, gennemsigtige perle var en ægte, gennemslebet diamant, og selvom han aldrig havde troet hende ville han aldrig af med det.
|
|
|
|
Post by Fyra on Feb 2, 2009 20:49:53 GMT 1
"Theis, det er dit stamtræ! Kig på smykket og fortæl mig hvad du ser i midten!" Hun sprang frem mod ham og lagde stamtræet foran ham. Det mange navne startede et sted og hun pejede på de tre navne. "Det der er min far og så går det hele rækken ned til dig. Din forfader er min søster - du er min tiptiptiptiptip nevø." Hun smilede bredt til ham.
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 2, 2009 21:09:18 GMT 1
Theis rynkede panden og kravlede fremad på fødder og albuer, og kiggede ned på papiret. Der gik lang tid før han grinede, og skar en smertefuld grimasse da hans smertefulde kind blev foldet ud og foldet sammen af grinet. "Er du sikker på det kun er tiptiptiptip?" spurgte han, og det var tydeligt han troede det var en spøg.
|
|
|
|
Post by Fyra on Feb 5, 2009 17:27:55 GMT 1
Hun kiggede ned på ham med et tænksomt udtryk i ansigtet. "Tror du ikke på mig?!" Vinden greb fat i hendes hår, og fik det til at flagre ind foran hendes ansigt. Hendes øjne var overrasket. "Stoler du ikk på hvad jeg siger?! Du er min tiptiptiptiptip-nevø." gentog hun og lagde armene over kors.
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 5, 2009 18:04:10 GMT 1
"Det kan du jo ikke være. Du burde være død, så. Eller, jeg burde ikke være født endnu, måske. Du kan jo ikke..." Han stirrede ned på halskkæden, og så for første gang på den som hvad det var. Et tegn, eller et mærke. Det mærke som Fyras hånd var prydet med, og som han havde genkendt uden virkelig at genkende det.
|
|
|
|
Post by Fyra on Feb 7, 2009 15:56:00 GMT 1
"Min far var en engel. Han kan leve mange menneske aldre igennem uden at det rører ham. Det er min storesøster der er din forfader." Hun kiggede ned på ham og smilede lidt. "Og som du kan se på halskæden. Genkender du tegnet nu?" Hun rakte hånden ned og foldede den ud ved siden af halskæden, som han holdte. "Kan du se?"
|
|
|
|
Post by Theis on Feb 7, 2009 19:13:56 GMT 1
Theis nikkede langsomt. Han havde en familie der gad ham? Som var interesseret i andet end den halskæde hans mor havde stjålet fra dem? Eller taget med sig, da det jo allerede var hendes, men den var så kostbar at de gerne ville beholde den. Han havde rejst sig, og satte sig nu ned med et bump han vidste ville koste ham mange smerter fra halebenet senere. "Det... Det kan virkelig ikke passe..."
|
|
