New victim

[Fyra]

Hun tog sig sammen og skubbede ham fra sig lige før de landede. Hun skubbede så han ville ende i en busk mens hun vidste at det ikke ville blive en rar landing for hende selv. Hendes vinger foldede sig sammen og hun rullede ned på jorden og bankede ryggen nd i et træ. Hun krympede sig i smerte og gispede. "Av, av, av." hviskede hun, men tvang sig selv op at stå.

[Theis]

"Åh, jeg har aldrig oplevet noget så sjovt!" sagde Theis begejstret og rejste sig, ligeglad med de smårifter og skrammer han havde påført sig da han ramte busken. Han vaklede ud af de sammenfiltrede grene der holdt fast i ham og så over på Fyra. "Skal vi så afsted nu? Vi har jo ingen steder at sove, så..." Han tog hovedet lidt på skrå og så forventningsfuldt på hende.

[Fyra]

"Jeg må lige..." Hun sank sammen på jorden igen og kiggede bekymret på sin mave. Var der sket noget med barnet? hun lagde en hånd over den og prøvede at lytte. Der var stadig noget der inde. Hun sukkede lettet, men kunne ikke lige finde kræfterne til at rejse sig. "Ræk mig min kæp." sagde hun og pegede over på kappen og kæppen der lå et stykke fra hende.

[Theis]

Han gjorde som hun bad ham om og forsøgte ikke bare at løbe afsted. Han måtte vente på at hun kunne komme, for han kendte hverken retning eller tid eller noget. Han forstod ikke hvor alt hans pludselige energi kom fra, når nu han var blevet vækket midt om natten, og mente så at det måtte være alt den mad han havde fået.

[Fyra]

Rikku trak vejret dybt igen. Hun støttede sig op af sin kæp og smilede træt til Theis. "Lad os... gå." Hun begyndte at halte væk fra ham og fulgte sin retningssans væk fra byen. Hun følte en stærk lettelse over hele tiden at bevæge sig væk fra mændene og smilet på hendes ansigt blev gladre. "Har du egentligt overvejet at svare på mit spørgsmål?" spurgte hun og kiggede kort på ham. Det var stadig svært for hende at tro på at hun havde ham at slæbe på og hun knne ikke vende sig til tanken. Den blev ved med at få hende til at føle sig gammel.

[Theis]

Theis løb efter hende, stadig fuld af energi, og lod sig komme et stykke foran hende, og stoppede op, så hun kunne følge med. "Hvad for et spørgsmål?" spurgte han og vendte sig, så han gik den rigtige vej men stadig kunne se hende i ansigtet - eller den del af ansigtet der endnu var tydelig for mørke og hætte.

[Fyra]

"Din lille hemmelighed," sagde hun og smilede frem under hætten. Hendes øjne lyste svagt og hun trak vejret tungt. "Jeg er ganske nysgerrig, selvom jeg ikke viser det," sukkede hun og lød virkelig ikke som om hun var interesseret i svaret. Hun smilede drillende og gjorde det klart at hun drillede ham.

[Theis]

"Du viser det vel ved at spørge?" sagde han spørgende og bakkede videre uden at snuble under en eneste ujævnhed. Han smilede svagt og vendte sig for at løbe videre, bare et lille stykke, før han satte sig mellem et træs rødder og ventede på at hun kom op til ham igen. Han ønskede at udskyde det, og håbede han ikke var for tydelig med det.

[Fyra]

"Næh, det er bare høflighed," sagde hun og smilede bredt. Hun gik videre og begyndte at nynne først og så synge en af sine egne sange. Hendes stemme bredte sig i skoven og lød ikke fremmed, mere som vinden når den fik bladene til at ræsle og som vandet der rislede i en bæk. Ingen ville lægge mærke til det hvis de hørte det. Hendes øjne lyste svagt og hun mærkede livet strømme rundt omkring sig.

[Theis]

"Jeg kender ikke noget til høflighed," mumlede Theis. "I hvert fald ikke meget." Han lyttede til hende og lukkede øjnene, men rejste sig alligevel i samme øjeblik hun kom op til ham, og han fortrød med det samme. Normale mennesker, som han gav sig ud for at være, hørte ikke så godt at de vidste hvor præcist hvor langt væk lyde var, og kunne heller ikke med sikkerhed fastslå hvor de kom fra.

[Fyra]

Hun lod sig ikke mærke med det og sang videre. Hun sukkede dybt igen og kiggede lidt på Theis, mens hun tænkte på hvordan hun skulle knække denne nød. Han skjulte noget for hende, det var tydeligt, men han ville ikke fortælle det. Hun mærkede den normale følelse af nysgerrighed ikke var tændt og blev enig med sig selv at hun nok egentlig var ligeglad med ham. Hun skulle lærer ham nogle sange, slæbe ham rundt i landet og så kunne han smutte. Hun kunne mærke hvor forkert tankerne lød og bed tænderne sammen. Det kunne ikke være rigtigt at hun var blevet så negativ.

[Theis]

"Må jeg gerne prøve? Jeg vil gerne lære den sang." Han sprang om hende som en legesyg, stor hundehvalp og bevidste her en fantastisk kondi og gode lunger. Han blev slet ikke forpustet da han sprang frem og tilbage, og havde en meget stor lighed med Kwamma, der også altid vidste kådhed og friskhed.

[Fyra]

Fyra grinede og sammenlignede ham ganske rigtigt med Kwamma. Hun smilede til ham og nikkede. "Bare prøv," sagde hun og slog ud med armene. Hans iver smittede og gjorde hende i godt humør. "Det er vigtigt at du husker at holde tonerne ud og ikke stoppe brat," tilføjede hun efter nogle få sekunder. Det var første gang hun havde ladet et andet væsen - hun var sikker på at han var noget andet end et menneske- synge hendes sang.

[Theis]

Theis stod pludselig stille og træk vejret dybt ind, som om han skulle til at tage en lang dukkert i havet. Han lukkede øjnene og lagde hovedet en smule tilbage, som en ulv der skal til at hyle, men alligevel fortrød på halvvejen, og så lod han sin stemme flyve ud og forvandle den kolde nat til en... endnu koldere nat. Hans huskede ord, toner og melodi utrolig meget bedre end bogstaverne, og de fejl der blev lavet var blev så godt dækket at kun en der kendte sangen meget godt - som sangerinden der lavede den - kunne slide dem ud af helheden.

[Fyra]

Fyra smilede bredt og lukkede øjnene, mens hun lyttede. "Flot. Du havde den næsten." hun nævnte de få fejl han havde lavet og sukkede så dybt. "Du husker det hele meget godt," sagde hun så og smilede. "Vil du prøve igen?" spurgte hun så og så spørgende på ham.