|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 19:49:14 GMT 1
"Nej, igen." sagde hun bare tålmodigt og sang videre. Hun smilede og nikkede til ham, uden at vise tegn på humor eller lignende. Hendes øjne var stadig venlige og bestemte og hun ville helt sikkert ikke give op. Hun kiggede rundt og så tilbage på ham. "Der er ikke nogen. Prøv nu igen."
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 19:58:19 GMT 1
"Men, jeg kan ikke synge!" sagde han stædigt, men begyndte alligevel at mumle med kort efter. Det sagde ham noget. Nej, det sagde ham meget, rigtigt meget. Enkelte, tydelige toner gik igennem, og tog til i styrke, som en høj nynnen, men han forsøgte stadig at tvinge den ned. Det var farligt, meget farligt!
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 20:07:49 GMT 1
"Jo du kan. Prøv nu!" hun smilede opmuntrende og sang videre. Hendes tålmodighed var uendelig når det gjaldt musik og hun ville ikke give op. Han havde allerede sunget flere gode toner, som ramte rigtigt og der var muligheden for at han kunne synge rigtigt. Hun troede på ham efter at have hørt de første toner. Han kunne jo godt!
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 20:25:47 GMT 1
Lysten til at synge fik overtaget og den mumlende lyd blev til ord, men de var så svage at man stadig ikke kunne høre ham ordentligt. Han stoppede pludseligt op og trak vejret dybt ind, og da han pustede ud sang han rigtigt. Hans stemme var smuk og klar... og kold. Ikke følelsesforladt eller ond, bare kold. Det flammede i ham da han begyndte rigtigt, som var han født igen, men inderst inde mente han at være sikker på det bare var løgn. Han mærkede også igen det læderarmbånd han havde taget fra hende.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 20:36:24 GMT 1
Rikku rettede sig op og var ligeved at danse rundt om sig selv. "Du kan jo godt!" Hun smilede bredt og klappede ham på håret. "Kan du mærke sangen?" Hun tog hans hænder i sine og så nysgerrigt på ham. Følelsen af at mærke livet når man sang var sjælden men vidunderlig. Få sangere havde den evne.
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 20:52:10 GMT 1
Theis nikkede svagt og lukkede munden, og følte sig helt blottet et kort øjeblik efter han stoppede med at synge. Ord formede sig i hans hoved, men ville alligevel gå tabt, fordi han ikke var i stand til at skrive dem ned eller på anden måde holde fast om de, og endte med at give op. Det kunne ikke nytte noget alligevel.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 20:58:11 GMT 1
"Hvad nu? Du ser lidt trist ud." Hun rynkede panden og så bekymret på ham. "Er du slet ikke glad?!" spurgte hun forbløffet. Han havde en sjælden gave og han var slet ikke glad?! hun så tænksomt på ham og prøvede forgæves at forstå hvad der skete i hans hovede. "Hvad tænker du på? Hvad er der galt?"
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 21:07:40 GMT 1
"Intet," svarede han og sukkede svagt. Han kunne sikkert ikke bruge dette til noget. Der var stadig faren ved at synge mens banderne var der. Han måtte ud af byen, men han ønskede ikke at komme med hende på slæb, lige meget hvor brændende han ønskede at forlade byen. Hun havde sikkert så mange problemer at hun bare ville smide ham af i næste by hvis han da kom så langt. Desuden ville han stadig gerne være tyv, hvorfor forstod han ikke, men det var bare ham. Morder ville han ikke stadig have på sig, men tyv var okay.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 21:49:31 GMT 1
"Jo, hvad?" spurgte hun igen. Hun tænkte lidt over tingene. "Hvis det er fordi du vil med mig, må jeg sige nej. Det har jeg alligevel ikke råd til. Jeg har et mindre problem hængene." Hun lagde en hånd på sin mave og smilede alligevel lidt. "Jeg vil godt lærer dig om sang. Jeg vil godt lærer dig om musik. Men du må stå på egne ben hele vejen." Hun kiggede ned på ham og trak vejret dybt. Hun sukkede og tænkte over hvor.. højtideligt det må have lydt i hans ører. Tåbeligt i hendes egne.
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 21:58:23 GMT 1
"Jeg ved udemærket at du ikke kan tage mig med," sagde han og så hende ind i øjnene. Om det var af den ene eller anden grund var han ligeglad med. "Jeg vil væk... jeg skal væk. Men jeg ved det ikke er dig der bliver min billet til..." Han stoppede op, holdt hånden for munden, underligt halvgrøn i hovedet, og vendte sig mod en af skraldespandene og kastede op ned i den, hostende og spruttende.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 22:04:54 GMT 1
Rikku kiggede forskrækket på ham. Så gik hun hen til ham og holdte forsigtigt hans hår væk og lagde en hånd på hans pande. Hun gjorde uden at vise tegn på foragtelse eller lignende. "Er du sikker på at du har det godt?" spurgte hun stille og sørgede for ikke at kigge ned i spanden.
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 22:09:43 GMT 1
Han tørrede munden og grinede anstrengt til hende, og det afslørede en helt manglende kindtand og en knækket fortand. "Det er meget normalt. Mange gadebørn kaster op mindst en eller to gange om ugen, det betyder ikke noget. Jeg er vandt til det." Han hostede svagt, og så ud til at holde endnu en omgang frokost tilbage. Han vidste opkastet ikke havde noget med alt den mad han havde spist, men at han nu var ved at skulle igen havde klart noget med det at gøre.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 25, 2009 22:23:42 GMT 1
"Er du sikker?" Hun så en anelse tvivlende ud, men fjernede hånden fra hans pande med et suk. Hendes blik var undersøgende og hun kunne ikke lade være med at sammenligne ham med sin bror. Han havde også altid sagt at der intet var i vejen og at han var vant til det. Hun sukkede igen.
|
|
|
|
Post by Theis on Jan 25, 2009 22:35:55 GMT 1
"Ja, sikker. Snak med de andre tyve og gadebørn, de vil erklære sig enige." Han trak sig væk fra skraldespanden da han var sikker på der ikke var mere, og så bedende på hende. Han så stadig syg ud, selvom han havde det meget bedre end før, og han vidste nu med sikkerhed at han ville væk fra byen. Udenfor, hvor folk var rigere, kastede ingen op dagligt.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 26, 2009 14:57:24 GMT 1
Hun kiggede ned i hans bedende øjne og smilede svagt. "Hvad er der med dit blik?" spurgte hun så lavt. "Hvad er det jeg skal gøre?" hun rynkede panden og sukkede dybt. Hendes øjne var undersøgende og hun tænkte sig om. Hvis han virkelig var hendes familie var hun måske nødt til at tage sig af ham. Indtil han kunne klarer sig selv i hvert fald.
|
|
