|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 21:51:09 GMT 1
hun simlede "igen det kommer an på hvad blandingen er " sagde hun roligt og flyttede blikket fra fyra til manden " hvad andgår kamp" sagde hun mere alvorligt "som alle andre væsner er vi forskelligt, men det medst normale er at være pasifist" sagde hun lige ud. der var altid en undtagelse
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 19, 2009 21:59:40 GMT 1
"Jamen, så kan jeg lide engle endnu bedre." Qimrel flyttede blikket over på Fyra. "Dette handler lige så meget om dig som om hende, ikke? Har du noget at sige?" Han sagde intet om at han var interesseret i den del af hende som ikke var engel, og vidste ikke hvordan han kunne lede samtalen over på det på en venlig måde.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 19, 2009 22:10:16 GMT 1
"Jeg kan ikke finde ud af at slås... så det er ikke noget jeg foretrækker." sagde hun så. Hun trak på skulderne og smilede svagt. "Jeg har ikke arvet nogle engle evner. Kun mine vinger." Hun trak vejret dybt og sukkede. "Mere er der ikke at sige. Jeg giver Ea ret i at det med kamp, det skifter vel fra engel til engel, person til person." Hun gad ikke nævne sin far igen.
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 22:15:09 GMT 1
hun smilede og så interaseret på pigen hun ville også gerne høre om det . og hun nikkede anerkendende til hendes svar, hun smilede med et smil fyldt med fred " men hvad mig dig adam søn, hvem er du og hvad tror du selv " sagde hun blidt og så på ham, med spændte øjne det var sjældent hun kunne tale med mennesker. en gang imellem ført hun en sjæl til himlen men det var noget andet menneskende var guds børn.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 19, 2009 22:30:59 GMT 1
Qimrel trak på skulderne. "Jeg er bare et menneske, ca. det mest kedelige væsen der findes. Jeg har ingen former for kræfter, og jeg hader kamp mere end det meste. Og med ting jeg hader mere end kamp ville jeg snakke ørene af jer hvis jeg snakkede om det." Han trak igen på skulderne. Der var ikke mere at sige om det, medmindre de selv havde flere spørgsmål.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 19, 2009 22:37:46 GMT 1
Rikku grinede let. Hun var egentlig ikke helt overrasket over hans svar, men det faldt hende underligt at han synes at mennesker var kedelige. Det kunne godt være at de ingen evner havde, men de kunne så meget andet. De kunne overraske en, når man troede man ikke kunne overraskes .
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 22:42:24 GMT 1
ea kunne heler ikke andet end små grine * kun et menneske , han tængte ikke særligt højt om dem,og dog var det guds børn" kun mennesker har den uforbeholdte kærlighed fra gud " sagde hun blidt. . det var også kun dem der på forhånd var sikret en plads i paradis på nær altså de ren bloede engle som jo var paradisets beskytter..
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 19, 2009 22:59:37 GMT 1
Qimrel nikkede, let fraværende. "Det sikkert rigtigt, men vi er ikke spændende. De fleste mennesker kan ikke magi eller andet spændende. Vi er de væsner med den mest fremtrædende og synlige natur, og andre racer lære hurtigt meget om os, styrker, svagheder, hvordan man kan misbruge dem bedst. Vi lægger højest i dyrenes fødekæde, men i de tænkene væsners er vi lavest. Elvere er tilgengæld spændende, holder sig ude af syne og overlever i deres egne samfund. Eller dæmoner. Jeg tror aldrig jeg har mødt en dæmon, men jeg vil gerne møde en og lære om dem. Også at se en varulv ved fuldmåne. Jeg har både hørt at de bare følger deres instinkter og dræber alle, og at varulve er mere klarhovede og klarsynede end normalt i forvandlingen. Eller en drage, jeg har aldrig set en drage..." Han fortsatte sådan længe, og talte om at mellem vampyrer og sirener, selvom han bestemt understregede at han ikke ønskede at komme for tæt på de farlige, smukke havkvinder.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 20, 2009 15:20:28 GMT 1
Rikku holdte endnu et grin tilbage og lyttede til hans lange tale. Hun blev distraheret, da vinden lod en gren slå mod en træstamme i en bestemt rytme. Hun fortsatte med at tromme rytmen med fingerne mod jorden og gjorde så melodien mere kompliceret. På samme tid hørte hun ham snakke om alle de racer han ville møde - også om dem han ikke ville.
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 20, 2009 16:34:46 GMT 1
hun kunne ikke holde et lille grin tilbage. og smilede * hann er da godt nok ivrigt* hun smilede og hørte hvoran fyra begyndte at slå mod en gren. spurven på hendes skulder begyndte at pippe glad og sssynge med hans fine lille stemme til melodien.. hun strøg den blidt over det lille hovedet og så interaseret på hende
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 22, 2009 15:04:23 GMT 1
Qimrel blev pludselig nærværende igen, og rejste sig hurtigt, som om han var kommet i tanke om noget. Han så sig om, som om han tænkte, og bukkede så dybt for dem som han ville have gjort for en højtelsket konge. "Jeg er desværre nødt til at forlade jer, mine skønheder," sagde han inden han rettede sig op igen. "Kom, Kwamma," sagde han til hunden, og hun stilte sig lydigt hen ved hans side. Han blinkede til Fyra med en følelse skjult i øjnenes dyb, en følelse der gav ham kuldegysninger.
|
|
