Lucky... or not?

[Fyra]

Rikku var langt væk i sine tanker og hendes ansigt lå i skygger fra hendes pandehår. Han havde ikk bemærket hendes mærkelige opførelse. Det var godt. Hun kiggede lidt fraværende rundt og lod blikket stoppe på Kwamma.
"Flink hund..." mumlede hun og smilede svagt. Hun flyttede langsomt blikket mod Qimrel. Hendes ansigt skiftede øjeblikkelig, først bekymret, så forvirret, vred og til sidst køligt. Hun lavede en håndbevægelse mod skoven og vendte hovedet væk fra ham da hun begyndte at gå videre. Hvorfor kan jeg ikke styrer mig?! tænkte hun, vred på sig selv.

[Qimrel]

Qimrel nikkede, og Kwamma sprang op samtidig med, frisk på endnu en omgang rundt i landskabet, men hun var nu mere på vagt, snuste til alt og satte pludselig i fuld firspring da hun så en mus bevæge sig mellem bladede. De var kommet væk fra vejen, den var faktisk ikke synlig mere, og træerne virkede mørke over dem. Kun en smule månelys trængte ned mellem bladede, og Qimrel faldt hen i sine egne tanker igen.

[Fyra]

Rikku gik i tavshed og kiggede op på himlen når man en gang i mellem kunne se den. Det var ikke gået som hun havde planlagt. Hun havde ikk planlagt at ende i en skov, med en mand der fik hendes 'melidenhed' til at blafre. Det drev hende til vanvid at hun ikke vidste noget om ham ellers. Hun gennemgik aften i tanker og tænkte i lang tid over de episoder som hun ikke kunne forklarer. Den der fremgik klarest var da han var faldet på vejen og hun havde været bekymret. Usandsynligt meget bekymret. -hans penge, han har ingen pende... Hun stirrede frem foran sig og fortsatte med at gå.

[Qimrel]

"Jeg ved faktisk intet om dig..." mumlede han pludselig, og havde Kwamma været klogere ville hun have rystet på hovedet over den tåbelige kommentar. I stedet kom hun vadrende med musen i munden og følte sig stolt over at kunne fange noget så lille og hurtigt, og hun lod de tobenede nyde synet af hende der slugte den. "Jeg kender dit navn, ved at du er sanger, og... ellers ikke mere," mumlede han videre, så det stod uklart om hun skulle svare eller ej. Jeg ved også at hun ligner en engel, men det har intet med noget at gøre.

[Fyra]

Rikku stoppede og kiggede lidt på ham. Det var som om han havde læst hendes tanker og rettet dem mod hende selv. "Jeg har ingen familie, og intet hjem. Jeg lever af at synge." sagde hun så uden at tænkte over det. "Der er ikk så meget mere at sige." tilføjede hun og kiggede på Kwamma. "Men jeg er født i darkland." hun trak på skulderne og begyndte at gå videre.

[Qimrel]

"Hmmm, jeg er sikker på du ikke er interesseret i mit kedelige liv." Han smilede, selvom han tænkte på noget. Hun sagde hun ingen familie havde, hvilket måtte betyde at de var døde eller hun havde mistet kontakten til dem - på den ene eller den anden måde. Hun havde ikke uddybet det, og han ville ikke grave i hendes liv, men han var meget pludseligt blevet interesseret i det. Også at hun var hjemløs var interessant, men også det havde sikkert noget med familien at gøre.

[Fyra]

"Hvad så hvis jeg er?" hun smilede til ham og grinede lidt. Hendes øjne var blevet nysgerrige og hendes bekymringer fra før var forsvundet. Tal, tal, tal! tænkte hun og gik uden at tænke over det tættere på ham. Hendes hår dansede om hendes skuldre og fik hendes ansigt til at se let barnligt ud. Du er forblændet, lød en bitter stemme i hendes hoved, men hun ignorede den bestemt.

[Qimrel]

"Jeg blev ikke født her, men et sted der er langt væk herfra. Min far døde af sygdom da jeg var 18, og da min mor igen giftede sig, var det til en sur drukkenbolt, der nød at slå hende." Hans øjne var blevet hårde og kolde, hvilket var første gang efter han begyndte samtalen med Fyra. "Jeg fik hende væk fra ham, og for at være sikker på at han ikke kom efter hende reste vi her til midtlandet. Hun og min lillebror bor i havnen, men vi var nødt til at efterlade vores ting hos drukkenbolten, så vi gik fra rimeligt velhavende til fattige. Det går heldigvis bedre nu, og hun har gift sig igen." Han smilede pludseligt. "Jeg begyndte at rejse rundt som en slags fattig købmand da jeg var 17, og derfor fik vi så mange penge. Det var også der jeg opdagede landet her, som, selvom det er mellem light og dark, er nogenlunde fredeligt. Nu har jeg bare ikke mere at sælge, men så længe jeg er i stand til at gå har jeg det vel fint. Personligt mener jeg det er kedeligt, men..." Han trak på skulderne.

[Fyra]

"Det gør mig ondt med din far." Sagde Rikku og det lød nærmest som om hun virkelig selv havde ondt. "Og jeg er glad for at din familie har det godt nu." Hun mente det. Det overraskede hende, men hun skjulte det hurtigt. Hendes ansigt blev tænksomt mens hun gennemgik hans lange tale i hovedet. "Synes du at det er kedeligt at gå?" spurgte hun så og kunne selv hører hvor dumt det lød. Hun rødmede svagt.

[Qimrel]

"Nej, men der er andre ting der er kedeligt. Det at gå kan være kedeligt, men det er mere inde i byen. Jeg elsker naturen og stilheden, og den oplever man ikke hvis man skynder sig, og hellere ikke på samme måde hvis man rider. Hvis det da er det du mener?" Der var meget stilhed, som han sagde, og skoven var smuk. "Hvis du husker samtalen om dit navn, mener jeg at dette er det man kalder naturens yndefulde skønhed." Kwamma forsvandt endnu en gang ind efter noget, men da hun kom tilbage var det med hængende hoved og hale. Hun havde ikke fanget noget.

[Fyra]

Rikku stirrede bare målløs på ham. Hun blev fanget af hans perspektiv og så det for sig. Stilheden og skønheden i naturen. "Du har ret... Naturen er smuk." sagde hun lavt og mærkede varmen fra træerne omkring dem. Hun sukkede dybt og lukkede øjnene, mens hun slappede lidt af. "ja, du har ret." gentog hun og lod en hånd glide igennem sit hår.

[Qimrel]

"Ja, det handler bare om hvordan man ser. Man kan jo vælge at sige det sådan; der er et træ. Så er der den anden form; der er et træ." Den eneste var at det første virkede dødt og mørkt, mens det andet var livligt og varmt. "Hvis du selv mener det er noget der bare er, risikere det at forsvinde i sorg over at blive ignoreret, og opdager du pludselig at træer ikke bare er træer, sten ikke bare er sten og dyr ikke bare er dyr, først der vil alle sige; åhh, der er der et træ." Igen var der varme og følelse i ordet. "Men da er træet også det sidste tilbage, og der er grund til at rose det. Det jeg vil sige er, at der er mange måder at se naturen, og lige meget hvad skal den beundres og passes på. Ser du naturen som død, er det sikkert den er det, men det er kun for dig og de andre snæversynede." Han lo pludselig højt. "Du skal have en medalje hvis du forstod hvad jeg sagde der!"

[Fyra]

"Spar dig for ulejligheden, jeg tror jeg missede halvdelen..." Mumlede hun og grinede lidt. "Men jeg forstod da det sidste...." Hun smilede og hørte sin mave rumle. Typisk, tænkte hun og kiggede rundt. "Skal vi stoppe her..?" spurgte hun og så spørgende på ham. Du kan lide ham, sagde en indre stemme pludselig. "nej..." sagde hun højt og slog hånden for munden. "Bare glem det sidste det var bare.. ja, bare glem det..." Hun rødmede igen og kiggede væk. Typisk!!

[Qimrel]

Han nikkede bare til spørgsmålet og satte sig på et væltet træ uden et ord, uden at lade sig mærke med hendes udbrud. Træet havde revet de nærmeste andre træers grene med sig i faldet, så der var meget lys på ham og omgivelserne, selvom det kun var halvmåne. Der var ingen skyer, så selv dens svage lys kunne nå ned til jorden. Det eneste der brød stilheden var Kwamma, som rendte rundt med snuden i jorden og bladende, på jagt efter endnu et lille måltid.

[Fyra]

"Undskyld mig..." Hun satte af fra jorden og fløj op i et træ. Hun satte sig på en gren og kiggede op på himlen. du kan lide ham, du kan lide ham, mobbede den indre stemme, men hun ignorede den og begyndte at nynne for at holde alle tankerne på afstand. Det hjalp og hun smilede.