Lucky... or not?

[Qimrel]

Vingerne er altså ikke for små til at bære hende? De ser ellers sådan ud, men de er vel stærkere og mere stabile end de ser ud. Han smilede og nød skoven og Fyras nynnen, som nåede ham lige så svagt som bladenes hvislen i den svage vind, Kwammas færden ud og ind af træerne og den endnu stigende lyd af dyr i natlig aktivitet. På trods af Kwammas, Fyras og Qimrels nærhed begyndte dyrene at føle sig i sikkerhed i det stille mørke. Det skete kun en gang mere at Kwamma fór gennem bladene efter et lille dyr, som hun netop fik fanget.

[Fyra]

Rikku trak vejret dybt og kiggede ned på Qimrel. Hun mærkede drillesygen rører på sig og bed sig i læben. Ville han blive sur hvis.. Hun var villig til at løbe chancen. Hun samlede modet og kunne næsten ikke holde et bredt grin tilbage. Han var pæn, nuttet og sød - og nu måtte hun finde ud af om han kunne kysse.
Hun hoppede ned fra grenen og landede lige foran ham. Hun stoppede kort, før hun lænede sig forover og trykkede sine læber blidt mod hans. Indeni hendes indre mærkede hun latteren brede sig.

[Qimrel]

Qimrel stivnede først overrasket, og vidste ikke hvad han skulle gøre. Han reste sig uden at bryde af og skulle til at skubbe hende væk, da han tog sig i det og forsigtigt lagde en arm om hende. Hun er en fremmed! Han lagde også den anden arm om hende, men det føltes akavet og forkert, og han knugede hende end ikke ind til sig. Kwamma så på dem med et næsten beundrende, men også opmærksomt blik, som ville den ikke misse bare en smule af deres opførsel. Hun er en fremmed! Han knugede hende ind til sig nu, og følte sig ikke længere akavet. Det føltes rigtigt? Hun er en fremmed!![/i] Han skubbede hende væk, brød af da det føltes allerbedst, aller mest rigtigt. "Øhmm..." sagde han tøvende og vidste ikke hvad han ville sige. Kwamma kiggede stadig skiftevis fra den ene til den anden.

[Fyra]

Rikku rødmede til sin egen overraskelse. Da han skubbede hende væk efter at have holdt om hende, glødede hendes kinder. Det var ikke lige det hun havde forestillet sig. Hun kunne godt lide det... Det havde været rart. Hun kiggede forsigtigt på ham, alt latter og drilleri var væk. Hun havde ikke følt sådan før. Det var hun sikker på. Hvad var det... Hun kiggede på hans øjne og havde lyst til at smile varmt, men turde ikke af frygt for hans reaktion. Han havde virket som om han kunne lide det, men hun var ikke sikker.

[Qimrel]

"Jeg... Jeg er ked af det, men..." Nu var han i tvivl om, om det havde været rigtigt at skubbe hende væk, men det ville ikke være rigtigt at kysse hende igen. Han vidste for lidt om hende, hendes fortid og de eventuelle positive og negative ting hun tog med sig hvis de fik et forhold, og han vidste ikke hvad hans egen familie ville sige til hende. Hun var en eller anden form for engel, og han var et menneske, et normalt menneske. Det kunne ikke gå. Han ønskede at blive distraheret af noget, eller at en overraskelse fik hans tanker fra hende og kysset, og han tvang sig til at tænke klart. I længden ville et forhold mellem dem ikke gå. Hun var for smuk til ham, og tjente penge med sin sang, mens han ikke engang vidste om han kunne overleve som det gik nu. Han kunne ikke give hende noget, og hun kunne give ham for meget. Og han kunne ikke engang læse eller skrive, selvom han heller ikke vidste om hun kunne.

[Fyra]

Hun rødmede igen og skjulte uden problemer sin smerte. "Det gør ikke noget. Jeg øhm... Undskyld. Jeg skulle ikke have..." mens hun sagde det kunne hun mærke noget protestere. Nej, hun fortrød ikke at hun havde gjort det. Hun var glad for at hun havde gjort det.
Hun tænkte sig om og agumenterede mod sig selv. Han var en menneske. Hun var dæmon engel. De kunne ikke være sammen. Jeg vil være sammen med ham! skreg en stemme i hendes hoved. Hun lukkede den ude. Der var ikke nogen mulighed. Han havde også sin familie... Hun trak vejret dybt og kiggede ned i jorden.

[spurv]

ea kom gående gennem skoven og smilede blidt hun havde en enkelt hvid kjole på og hendes lange lyse hår hang lø. hendes vinger var skjult under en himmelblå kappe men aligevel hvirkede hun meget lys især pågrund f hendes hvide hud.

[Qimrel]

Qimrel skulle til at sige noget igen, men kunne ikke finde ord. Han tog tilløb flere gange, og det var derfor en befrielse da Kwamma gøede, efter at have vejret længe i luften. Hun for ud i skoven, vildt logrende, men kom så tilbage da den så ud til at komme i tanke om at Qimrel ikke havde sagt den måtte løbe. Dette overbevidste Qimrel om at det ikke bare var en mus eller et egern. Hunden ville bare være gået videre hvis det var. Der var et menneske derude... eller i hvert fald et menneskelignende væsen. "Der er nogen..." mumlede han til Fyra.

[Fyra]

Hun nikkede også lettet for afbrydelsen. Hun vippede lidt frem og tilbage på fødderne før hun trak vejret dybt. "Lad os håbe det er et venligt sindet væsen." rørte væsnet ham ville hun dræbe det.... Hun skubbede bestemt tanken væk. Hun ejede ham ikke. Hun koncentrede sig om at stå stille, men hun hørte væsnet komme nærmere.

[spurv]

ea gik roligt og fornemmede nogen længer fremme hun smilede og gik hen til dem med et varmt smil.endnu før hun kom virkede der lyst omkring der hvor hun kom fra. i det fjrne fløjtede en fugl glad. hun smilede og så på manden og damen " vær hilset" sagde hun med en fin ren stemme

[Qimrel]

Kwamma var over den fremmede, sprang rundt omkring hende og snuste grundigt, men halen logrede hele tiden. "Kom her," sagde Qimrel bestemt, og hunden gjorde som han sagde, - i et halvt minut. Den overøste den fremmede med så megen glæde at Qimrel var sikker på, at her havde han fundet en rigtig engel, med store, fine vinger og den udstråling som Fyra manglede. Han så skiftevis fra den ene til den anden, og tænkte endnu en gang på naturen. Den fremmede havde den yndefulde skønhed fra blomster og træer, Fyra havde den vilde skønhed, den fra bjerge, ørken og sten. De kunne ikke sammenlignes, men begge beundres... Sammen var de bare... en smule overvældende. "Hej," svarede han englens hilsen.

[Fyra]

Rikku smilede ikke. I stedet brede der sig en nervøs maske i hends ansigt. En engel. Hun bed tænderne sammen. Den sidste engel hun havde mødt - den eneste engel hun havde mødt - havde forsøgt at dræbe hende. Hun bekæmpede instinktet der sagde flygt og blev stående hvor hun stod. "Goddag." Hun sagde det i en tvungen venlig tone. Hun tænkte sig om. Hvorfor tog hun ikke benene på nakken. Hun kendte svaret på forhånd.

[spurv]

eas vinger var skjult af kppen og hun lignede medst et smuk menneske, hun smilede varmt og kløgede kort hunden da den kom hen til hende hun elskede dyr hun sfå manden til kvinden der øjensynligt var en demon engel, men hendes smil blev ikkemindre og hun mødte roligt begge deres blikke uden fjendtlighed. kvinden havde ikke gjordt hende noget og hende natur bød hende at hjælpe aldrig skade med mindre hun blev tvunget til det. hendes rejser havde også lært hende at folk var mrere end de så ud til

[Qimrel]

"Hvad laver sådan en skønhed herude i skoven?" spurgte Qimrel, som allerede havde opgivet at kalde hunden tilbage. Bare et enkelt blik på den fejende hale fortalte det. "Åh, endnu en kliché, undskyld for min uopfindsomhed. Måske er du bare så smuk at jeg ikke kan finde ord? Nej, dét lød direkte tåbeligt!" Han rystede på hovedet, og sukkede, imens Kwamma slikkede Eas hånd, sprang over til Fyra, og derefter tilbage til den fremmede igen.

[Fyra]

Rikku mærkede noget rører på sig. Jealusi, ingen tvivl. Men også noget andet. Englen så ikke vred ud. Hun så ikke ud som om hun ville dræbe hende. Rikku trak vejret dybt en gang og fik styr på sig selv. Hun smiled venligt og forholdt sig tavs. Hendes øjne røbede intet om at hun stadig var bekymret.