|
|
Post by Qimrel on Mar 1, 2009 15:01:20 GMT 1
"Ja, det var dumt sagt. Undskyld." Qimrel vidste ikke om han turde røre ved hende igen, og gik derfor ved siden af og en smule bag hende. Han kunne tydelig se hendes store mave, der virkede for stor til hendes lille krop. Men han følte sig varm da han så den, både af stolthed og af skam over ikke at have gjort noget godt for det.
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 1, 2009 15:09:43 GMT 1
Fyra gik videre i tavshed. Hun kiggede ned på sin mave med et kærligt blik og tænkte på hvordan det hele mon ville ende. Hun elskede barnet, så meget var hun sikker på. Hun elskede det fordi... Hun vidste det godt og bøjede hovedet forover. Hendes ansigt lå i skygge og da barnet vendte sig igen gispede hun kun lavt.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 1, 2009 17:55:20 GMT 1
Qimrel fulgte stadig med uden at sige noget og stirrede på hendes alt for store mave. Pludselig lød en gøen bag dem, Kwamma havde opdaget at de var gået væk fra det sted de mødtes, og hun kom springende, nej, flyvende ind i Qimrels ben og væltede ham. Hun fortsatte hen til Fyra, men i stedet for at løbe ind i hende og vælte hende, sprang hun rundt om den gravide kvinde med glade hyl.
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 1, 2009 18:33:50 GMT 1
Fyra kiggede kort på kwamma, før hun flyttede blikket mod Qimrel. "Er du okay?" spurgte hun og satte sig ned på hug. Hun aede Kwamma og hilste på den, mens hun kiggede på Qimrel der lå på jorden. Hun smilede svagt til hunden og rystede på hovedet. "Kwamma, du må ikke vælte folk." sagde hun så venligt og lagde hovedet på skrå.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 1, 2009 18:56:30 GMT 1
Qimrel var kommet op at stå og kom til at grine over hendes kommentar til hunden, der bare sad og logrede og så ud til at forstå hvert ord som Fyra havde sagt med hovedet let på skrå og fremadrettede øre. "Ja, Kwamma, det må man ikke," sagde han med et grin, og hun kiggede på ham, sprang op og løb en omgang rundt om ham før hun løb hen til Fyra, som stadig sad på hug igen, og slikkede hende på næsen.
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 1, 2009 19:35:44 GMT 1
"mærkeligt kwamma," sagde Fyra og grinede let. Hun rejste sig og kiggede på Qimrel, med et smil på læberne. Hun havde lyst til at give ham et knus, men hun ville ikke gøre det af frygt for hans reaktion. Så hun begyndte at gå igen og kiggede ud i skoven. Et lille puf fik hende til at kigge ned på maven. "Ja, det var sjovt. Du skulle have set det." hun snakkede tydeligt til den lille og tænkte sig kort om. Så vendte hun sig om mod Qimrel og tog hans hånd og lagde den på sin mave. Kort efter kom der et lille puf igen, der hvor Qimrels hånd var. Hun smilede forsigtigt op til ham.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 1, 2009 21:07:17 GMT 1
Qimrel blev mildest talt forskrækket, men det var på en positiv måde. "Det var da..." Forskrækkelsen trak sig væk for overraskelsen, og han lagde endnu en hånd på hendes mave. "Jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst har prøvet det her." Glæden strømmede op i ham som dampen fra en kedel, og han smilede bredt. Han kunne simpelt hen ikke lade være.
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 1, 2009 21:13:50 GMT 1
Fyra kunne ikke lade være med at smile varmt over hans reaktion. Hun lagde sin hænder oven på hans og lagde hovedet på skrå. Hun var glad over hans reaktion det var tydeligt og hun mærkede selv glæden brede sig. Barnet puffede igen og hun kiggede op på hans ansigt og mærkede igen længslen for at holde om ham. Hendes øjne var blide, men stadig forbeholdne. Hun ville ikke gøre noget for at ødelægge øjeblikket.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 2, 2009 21:43:49 GMT 1
Qimrel blev ved med at holde hænderne på hendes mave. Det sitrede i hans mundvige, og han lod hænderne glide og af hende og om på hendes ryg og gav hende blidt et knus, blidt i skræk for at gøre et eller andet der ville være smertefuld eller andet ubehageligt mod hende og barnet. Han tænkte ikke nærmere over det, men det føltes rigtigt.
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 2, 2009 21:56:29 GMT 1
Hun smilede for sig selv og gengældte krammet forsigtigt for ikke at klemme sin mave. Hun havde savnet ham mere ind hun troede og trykkede sig mere ind mod ham. Barnet lå stille lidt før den puffede igen, som for at spørge hvad der foregik derude i verden. Fyra smilede og slap Qimrel halvt så hun kunne kigge ned på maven.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 3, 2009 14:14:06 GMT 1
"Du trænger virkelig til noget mad," sagde Qimrel og rystede på hovedet. "Kom, vi finder den kro." Han havde stadig en arm om hende da han førte hende afsted, med Kwamma dansende om dem. Det tyndede let ud i træerne, og kroen kom til syne et stykke henne af vejen. "Det... Det var her vi løb fra mændene."
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 3, 2009 20:19:55 GMT 1
Fyra kiggede hen af vejen, på kroen og smilede svagt. "Ja... Det var her... Krofatter bliver nok glad for at se mig igen..." mumlede hun og sukkede dybt. Hun havde ikke været her siden hun og Qimrel løb væk og var ikke sikker på at hun ville blive modtaget med glæde. Hun var imidlertidigt ligeglad. "Jeg er sulten..." sagde hun så og kiggede op på Qimrel.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 3, 2009 20:33:10 GMT 1
"Ja, også jeg. Kan du huske om vi betalte regningen før vi løb væk? Fik vi lejlighed til det? Jeg har kun lige netop penge nok til at betale dobbelt-regning, eller smadrede vi også nogle møbler? For så har jeg" Qimrel så tilbage mod skoven. "Kommer knægten selv? Nåh, ja, det er jo Theis han hedder."
|
|
|
|
Post by Fyra on Mar 3, 2009 20:55:34 GMT 1
Fyra stod lidt og lænede sig automatisk ind mod Qimrel. Theis havde de fleste af deres ting med sig, eftersom hun ikke selv kunne bære mere end nogen få ting. "Jeg tror ikke jeg fik betalt... Og Theis kommer vel..." hun kiggede tilbage mod skoven. "Jeg må hellere kalde på ham..." sagde hun og råbte efter ham.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Mar 3, 2009 21:08:50 GMT 1
Theis kom gående med deres tasker og gik et stykke fra dem for ikke at komme så nær Kwamma at hans næse ville reagere. Hans mave knurrede højlydt, og Qimrel smilede bredt frem mod kroen. Den dreng havde allerede ved deres lille middagsmad vidst at han havde en stor appetit. De gik ind af døren, og kroværten så op, og hans ansigt blev hårdt.
|
|
