not long time..

[Fyra]

Fyra trak vejret dybt og satte en hånd i ryggen. Hendes mave var stor og hun så tyndere ud end nogen sinde før. Hun gispede og lagde en hånd på maven. "Tag det roligt derinde," sagde hun og trak kappen tættere om sig. Den lille bevægede sig meget og hver gang det skete gjorde det ondt på Fyra. På trods af alt smilede Fyra bredt og virkede glad og frisk. Hun havde sorte skygger under øjnene, der dog ikke havde mistet deres lys.

[Qimrel]

Qimrel gik gennem skovens krat, langt væk fra vejen. Hvad han lavede her anede han ikke, men han havde fået den pludselige tanke at det ville være godt at gå ind. Han var gået ind, tværs gennem tætte buske og tornekrat og ned i kaninhuller, på grund af en pludselig indskydelse. I de sidste mange måneder havde han kun tænkt på Fyra, og han vidste hun snart skulle have barnet. Han ønskede at være ved hendes side når det skete, selvom det ikke var gået godt for dem nogle af de gange de var mødtes.

[Fyra]

Fyra kiggede op, pludselig urolig. Så sank hun sammen på jorden, med et højt gisp. Den lille vendte sig igen og det var værre end før. Hun bed tænderne sammen for at holde et skrig tilbage og mærkede tårerne. Endnu en dårlig ting ved graviteter, man græd nemt, fik ingen søvn og var svag. Hun støttede sig tungt op af træet og aede sin mave. "For lidt plads, ikke? Bare vent, så skal du se hvor stor verden er." sagde hun og bed sig i læben. Ja, verden var stor. Og der var langt mellem personer. Hun savnede Qimrel og ville gerne have ham ved sig, men hun ville ikke være fanget. Hans familie var flink nok, men hun kunne ikke blive på samme sted i lang tid. Hun vidste at hun nok havde skuffet Qimrel og at han nok heller ikke ville se hende eller barnet igen og det gjorde hende ked af det, men hun ville ikke komme kravlende tilbage. Hende og barnet skulle nok overleve og Theis kunne hjælpe dem.

[Qimrel]

Qimrel fortsatte fremad og trak sig gennem et meget stædigt træs grene. Han syntes et kort øjeblik at han hørte nogle andre end han selv bevæge sig i skoven, men det kunne ikke lade sig gøre. Eller det føltes ikke sådan. Han fortsatte, og hørte pludselig en stønnen gennem skovens træer. Han skyndte sig videre, og stod pludselig foran en kvinde... hans kvinde.

[Fyra]

Fyra krympede sig sammen , forskrækket og bange og kiggede der efter langsomt op. Hun ville ikke være svag. Synet foran hende forskrækkede hende dog så meget at hun ikke kunne gøre andet end at stirre i et stykke tid. "Qi..Qimrel?!" navnet kom langsomt over hendes læber som om hun ikke turde tro det. Det kunne hun heller ikke. Hvorfor var han her? Ville han tage hende med tilbage til sin familie? Ville han slå hende? eller ville han bare skælde hende ud og sige at han aldrig ville se hende mere? Hendes blik flakkede uroligt ud til siden. Han kunne også bare vende ryggen til hende og gå. Hun kneb øjnene sammen for at holde flere tårer tilbage. Hun ville ikke græde foran ham igen. Ikke hvis han ikke ville se hende mere. Så skulle hans sidste minde om hende være en stærk kvinde der trodsede hans familie og deres vilje. Hun åbnede øjnene og hendes plan gik fra hinanden. Hun kunne ikke hade ham, ikke holde den hårde facade oppe og hendes øjne blev blanke.

[Qimrel]

"Fyra...?" Qimrel var lige så lammet over deres møde som Fyra, men hans tanker var anderledes. Han ville tvinge hende til beholde ham, for at beskytte hende. Det gik ikke det der. Hvad nu hvis han havde været en overfaldmand? Hun var svag, det var tydeligt, præcis som Sevi havde sagt tærede rejsen kraftigt på hende. Og hvor var knægten? Han havde vel ikke også vendt hende ryggen? "Hvad laver du her?" spurgte han, selvom han ville have sagt noget helt andet.

[Fyra]

Fyra kiggede ned i jorden. "Jeg er på gennemrejse." sagde hun så og fik sig selv under kontrol. Ikke flere tårer. Hun kiggede på ham igen og hendes blik var udtryksløst. "Det vidunder du har skabt tager livet af mig." sagde hun og prikkede forsigtigt til sin mave. På trods af hendes ord, var hendes stemme varm når hun omtalte barnet. "Hvad laver du her?" spurgte hun så og løftede et øjenbryn.

[Qimrel]

"På vej væk fra min familie," mumlede han. "Jeg har været på besøg hos dem..." Kwamma kom pludselig logrende og slikkede Fyra i ansigtet. "Kwamma, kom her!" beordrede han, og hun kom hen og satte sig, for så at løbe ud i skoven. Et hyl, efterfulgt af et nys fortalte at Theis var i nærheden og at Kwamma havde fundet ham. "Kwamma!" Hun gad ikke komme, men man kunne høre hende løbe i underskoven. "Jeg var på vej ind i Dark igen nu," sagde Qimrel efter at have sukket irriteret over hunden. "Manden i Light vil ikke have mig tilbage efter at jeg sagde op. Men så er han også selv om det."

[Fyra]

"Dumt at sige sit arbejde op..." mumlede Fyra og rejste sig. Hun stod lidt og vaklede, men fandt balancen. Så kantede hun sig væk fra ham, for hun kunne mærke tårerne presse alvorligt på. Hun var vred på ham, han var nok ligeglad med deres barn. Hun var også ked af det over hans manglende interesse og på samme tid glad for at han ikke virkede sur. Forvirring slog det andet i baggrunden og hun slog hænderne for ørerne. "Jeg må videre." hviskede hun og gik hurtigt væk fra ham. Så snart hun havde vendt ham ryggen løb tårerne over. Hun fortsatte væk fra ham selv om hun havde svært ved at se vejen klart og trak vejret hastigt og anstrengt. "Tåbe... Hvorfor..." Hun hulkede og tørrede sig over øjnene med kappens ærme.

[Qimrel]

"Fyra lad nu vær med at gå! Bliv her! Eller fortæl mig i det mindste hvornår det sådan ca. er og hvor du regner med at være, så jeg kan komme." Han tog sig i det, gik hurtigt hen og lagde hånden på hendes skulder. "Jeg går ikke fra dig igen!" sagde han bestemt, og det var tydeligt at ikke ville lytte til modsigelser.

[Fyra]

Hun bed sig i læben og holdte sin skarpe bemærkning tilbage. Det nyttede ikke at gøre ham vred, det ønskede hun jo ikke. Hun trak vejret dybt og vendte sig stadig ikke imod ham. "Jeg... er bare... så træt." Sagde hun så og sank sammen på jorden igen. "og jeg orker ikke at skulle igennem det igen. Qimrel vil du ikke være ærlig og sige hvad du egentlig synes om mig? Jeg er svag, fattig og tydeligvis også dum," hun grinede lavt, sagte for sig selv.

[Qimrel]

"Du er ikke dum, og vi skal finde en kro, så du kan sove. Du trænger til at sove, og vi er ikke langt fra der hvor vi mødtes. Det er en billig kro, og jeg har både penge til to værelser og et stort måltid mad til værd af os." Han mente både han, hun og Theis. "Du er en sød pige, men du er ved at slide dig selv op, og det går ikke når du er højgravid."

[Fyra]

"Som om du virkelig bekymre dig om det," mumlede hun lavt og kæmpede sig op at stå igen. Hun havde hele tiden en hånd på sin mave og gispede igen. "rolig... rolig..." hviskede hun og smilede svagt. Igen, så snart hun var optaget af barnet var hendes stemme og øjne varme uanset hvor meget smerte det kostede hende at bærer det.

[Qimrel]

"Det er også mit barn, frøken," sagde Qimrel, og det blev hårdere end han havde ment det. "Kom nu med. Du har brug for hvile og mad, og du siger selv du er fattig, og du kan sikkert ikke synge mere. Hvordan har I overhovedet fået penge?" Qimrel havde aldrig fundet ud af eller fået noget at vide om Theis' dårlige vaner.

[Fyra]

"Jeg kan godt synge, min gode herre. Og Theis har også evner for det." Sagde hun skarpt og brød sig ikke om hans stemme da han havde omtalt barnet. Indtil videre er det helt klart mit eget, tænkte hun og begyndte at gå i retning af kroen. Hun havde ikke penge nok til at hun ville sige nej til et gratis måltid og en seng. Hun snappede efter vejret efter flere gange på grund af den lilles bevægelser og måtte stoppe hver gang. Stor baby og en smule hensynsløs... tænker ikke på mine følelser lige nu, tænkte hun træt men igen smilede hun. "Gad vide hvor du har det fra." mumlede hun til sin mave.