skov søen

[spurv]

hun blev siden lige så stille og s over søen, den gjorde hende altid rolig og muntrede hende op når hun var trist. vandet var som et løft om at alt nk skulle gå godt. hun kunne mærke han satdigt var i nærheden men hun lod som igen ting hun ville ikke pånærme sig ham når han tydeligt ikke brød sig om det

[strake]

han nød stilheden der var faldet over dem dog ville han ikke bryde dem men han sad lidt uroligt og rykkede på sig nu og da men det lød ikke af noget da han jo var død han fattede bare ikke han var levende død men så alligevel var der jo noget om at sjælen skulle følge med kroppen når man døde og hans sjæl var jo hos Sasha endnu

[spurv]

hun smilte let og lod et par finger lege med vandet i vand kanten.hun sukkede let og lukkede øjnede un kunne stadigt høre spurven over søen, nu og da kunne føle hvordan den rørte vandoverfladen med spissen af vingerne. . hun åbenede øjnede igen og lod dem følge med i dens leg

[strake]

han åbnede sine øjne og kiggede på hende han havde godt regnet ud hun var en engel men så alligevel kunne hun komme ned på jorden for at hjælpe folk og vis hun kom ned for det hvem skulle hun så hjælpe det måtte han vel hellere spørge hende om men ikke nu nej det kunne vente lige nu ville han salppe af

[spurv]

hun smilte varmt og lod fløjtede en kort klar tone der gled ud over søen. hvorefter den lille spurv fløj direkte mod hende hhun smilte stort da spurven kom hende til hende. hun regte hånden ud og den satte sig. hun smilte og lod hånden glide ned langs dens ryk hvilket fik den til at slå små triller

[strake]

han stirrede lidt på fuglen men lod ikke til at være imponeret næsten ligeglad med hvad der skete men så igen var det vel meget sjovt det var nok derfor han ikke fjernede ikke sine øjne men holdt sit blik på fuglen uden at blinke det var vel også ligemeget når man var død altså så behøvede man det vel ikke

[spurv]

hun smilte og kælede lidt med spurven før den lettede fløj omkring hende et par gange med noge glade pip. "du da i godt humør" sagde hun varmt før hun kyssede den let over hovedet og så den flyve ud oer søen igen.. hun smilt for sig selv og slog arrmende om knæende

[strake]

han rejste sig lydløst op igen "i det mindste er der nogen der er glade idag" sagde han igen lidt koldt men det var ment mod Sasha men det vidste hun jo ikke men hun måtte spørge vis hun var i tvivl men det var hun næppe men ellers måtte hun jo bare gå vis ikke hun kunne lide ham det skete så tit

[spurv]

hun vene sig om mod ham da hun hørte hans stemme med et smil "jeg trode ikke du havde lys til at snakke" sagde hun venligt. "ja jeg er i godt humør det er en herlig dag og vejret er godt" sagde hun roligt mens hun betragtede ham men blev siden der hvor hun var da hun ikke ville træde over hans intimsfære igen

[strake]

"alle dage er dårlige efter min død vinden døde hen solen skinner ikke mere på mig snen daler igennem mig regnen rører mig ikke kulden holder jeg ude jeg føler intet" sagde han igen lidt koldt men han var ligeglad det måtte hun selv ordne det eller sige han skulle lade være men det ville han ikke gøre

[spurv]

hun smilte roligt og nikkede " jah men du har stadigt synet, lugten og hørelsen. du kan stadigt se dem du holder af og snakke med dem, det eneste de døde savner det har du" hendes stemme var rolig og venlig han kunne høre efter eller lade være det var op til ham men hun var gld for han snakkede

[strake]

"måske men jeg kan aldrig lade vinden fange mit hår lade den dejlige sne ramme min hud eller føle regnen ramme mig eller føle solens stråler mere og det syntes jeg virkelig er noget af det vigtigste jeg har jeg har ingen kæreste eller konje og min familie har jeg heller ikke så jeg bliver ikke savnet" sagde han igen lidt koldt

[spurv]

hun trak let på skuldrende "men du har stadigt muligheden, og den er også noget værd" sagde hun roligt. hun så på ham og så ud over søen og så på ham igen. " hvad savner du da medst ved at kunne føle" spurgte hun blidt og mødte hans blik med hendes blå øjne

[strake]

han holdt hendes blik fast "jeg savner mest at kunne føle andres nærvær" sagde han koldt men ikke så koldt som før og kiggede så hurtigt væk og over på et træ det var ikke fordi han var bange for hendes blik eller ikke brød sig om det han syntes mere det var kedeligt men et træ var ikke sjovere

[spurv]

hun nikkede til hans ord men så så undrende på ham " er der slet ikke noget du syntes er interasaant mere" sagde hun roligt. og blev sidende . en hår lok faldt nd forn hendes øjne og hun skubbede den væk igen, og så på manden hun lagde armende tilbage rundt om knæende