enjoy

[desmon]

han spærrede øjnene op men undgik dog stadig øjenkontakt med hende da hun sagde at han var faren han havde fotrængt det og troede faktisk ikke på det før ordene kom ud af hende mund "er.....er du sikker" spurgte han stammende og gik hen til sengen og satte sig på den det kunne bare ikke være rigtigt

[Demitria]

"Selvfølgelig er jeg sikker, tror du at jeg vandre fra den ene mands seng til den andens?" spurte hun vredt og så på ham. Hun satte sig ved siden af ham op sengen og så ud i luften som om hun var hypnotiseret. "Så inden du stiller det næste dumme spørgsmål for at sikre dig at du er faren kan jeg lige så godt fortælle dig at du er faren og nej jeg tager ikke fejl."

[desmon]

han svarede ikke han følte han var i en anden verden men det skulle ikke ændre på det han havde jo vidst det altid men havde fotrængt det men det skulle ikke ødelægge hans planer tværtimod det hjalp han kunne ikke klare en lille unge han resjte sig op "han må klare sig uden en far" sagde han kort og gik ud af teltet igen

[Demitria]

"Og hvem siger at det bliver en dreng?" spurte hun og trak ham tilbage og ind i teltet selvom det var svært da han jo var meget tung og hun var ved at blive træt af at hele tiden at gøre det. "Det kunne lige så godt være en pige" sagde hun koldt og skubbede ham ned i sengen igen.

[desmon]

"det er fuldstændig ligemeget jeg har ikke brug for en lille dreng eller pige" sagde han og gik hen til de våben hun havde kastet væk han trak sit sværd og kiggede på hende og stak så sværdet ind i maven på ham selv han missede de livsnødvendige organer så han ihvertfald ville overleve vis ellers de havde en læge i nærheden

//ikke lade Desmon dø//

[Demitria]

Hun blev lidt chorkeret da han gjorde det. "Det har du jo dit fjols, du har jo brug for en til at tage sig af dig" mumlede hun og trak sværdet ud af hans mave. Hun fik hurtigt tilkaldt en læge der healede det, men han ville nok være lidt svag her det næste stykke tid, men det burde ikke være noget problem. Han blev lagt i Demitrias seng og alle hans våben blev fjernet og smidt ud.

//Det var ellers fristende//

[desmon]

han rystede svagt men fik dog ud "dræb mig" inden han gled ud af bevidstheden ud i den dejlige besvimelse der fjernede alle hans smerter og problemer og lod ham tilbage uden noget overhovedet i sine drømme var han bare aldmindelig ikke pirat men helt almindelig og det var jo også godt eller ej?

[Demitria]

"Aldrig" mumlede hun og satte sig på en stol og kiggede på ham. Det var mærkeligt at ser ham ligge der, han havde altid virket så stærk og målbevidst og nu hvor han lå der lignede han bare en lille dreng der ikke havde fælt kærligheden endu og det var jo lidt mærkeligt at tænke på.

[desmon]

"du kan ikke stoppe mig" sagde han kæmpende som om det var det sværeste at sige til hende han følte sig svag og det var ikke godt han var jo den stærke og ikke bare en lille svag dreng der havde forvildet sig ud i en skov der var et problem vis han gik derud ville han blive dræbt ville han gerne det?

[Demitria]

"Det har jeg da lige gjort" sagde hun hånligt og lænede sig tilbage i stolen. Hun betragtede ham i lang tid, hvorfor ville han dog dø? Han havde jo så mange ting han ikke havde oplevet endu og så skulle han jo også være far på et tidspunkt, med mindre at Demitria døde inden hun fødte og det tvivlede hun stærk på ville ske.

[desmon]

"du kan ikke holde mig fanget for evigt folk vil savne deres konge og lede efter mig og inden længe vil du være eftersøgt overalt du bevæger dig" sagde han roligt men anstrengene som om det var hårdt at få ordene over læberne hvilket det også var han var fast besluttet på at dø på et tidspunkt men ikke af hendes mænd men det behøvede hun jo ikke at vide

[Demitria]

"Hvem sagde at jeg ville beholde dig for evigt?" spurte hun og gabte, hun var snart ved at være træt og Desmon skulle også snart sove med mindre at han virkelig ville dø. "Så ov du bare" mumlede hun og så kedsomeligt på ham, der var ikke sket så meget på det sidste og hun var snart ved at være godt træt.

[desmon]

han sagde ikke mere men noget sagde til ham at han nok skulle gøre som hun sagde han lukkede sine øjne og vendte sig væk fra hende kort efter faldt han ind i en drømmeløs søvn uden at ville bemærke det mindste han var ligeglad med om hendes mænd kom og henrettede ham imorgen det måtte vel bare ske

[Demitria]

Demitria gik hen til en blødere stol og satte sig i den. Hun kiggede på ham, selvom hun var træt havde hun ikke tænkt sig at sove. Hun havde tænkt sig at vente på at Desmon ville vågne igen, det var meningen at han skulle tilbage til slottet inden nogen blev alt for bekymret for ham.

[desmon]

------næste morgen--------
Desmon lå stadig med lukkede øjne dog havde han været vågen længe han havde allerede følt sine kræfter var vent tilbage men ville ikke gå da han nok ville brlive dræbt han havde næsten ikke sovet men så alligevel var han måske han havde tænkt over sit liv og indset at han måtte tilbage på slottet med det samme