Bored.

[Estellé]

"Magt og begær forfølger ethvert væsen og det vil det altid gøre.. Der er ikke noget vi kan gøre ved det, for det ligger i vores natur at ønske hvad vi ikke kan få. Græsset er altid grønnere på den anden side" sagde hun med et stille blidt smil.

[Kiyoshi]

"igen må jeg give dig ret et hvert væsen vil altid have det den anden har for hans liv er jo meget bedre end ens selv men man ser kun facaden og det er det der gør at folk dræber hinanden de tænker vis jeg ikke kan få det han ahr så skla han heller ikke have det" sagde han og himlede med øjnene

[Estellé]

Hun nikkede svagt "Det er synd at det er sådan det skal være.. Synd og skam. Hvis alle var ligeværdige, ingen havde højere tanker end andre ville alting blive meget bedre.." sagde hun med et svagt smil. Betragtede stjernerne, en smule sørgmodigt.

[Kiyoshi]

"igen bliver jeg nød til at give dig ret men så igen vi skla have nogen til ligesom at fordele arbejdet og sådan men ikke magtsyge galninge der er ude på at slå ihjel når de laver krig så bliver civile også fanget midt i krigen" sagde han og med det samme tænkte han på Hirotia og en tåre kunne ses fra hans øje

[Estellé]

Hun nikkede stille og lagde mærke til tåreni hans øje "Gud.. Jeg vidste ikke de blev sentimental? Jeg bragte måske minder frem?" spurgte hun undrene, med et lille skjult smil. Hun betragtede ham let og stoppede kort op.

[Kiyoshi]

han tørrede hurtigt tåren væk "nej jeg blev bare mindet om min tidligere kone da jeg sagde det før hun blev dræbt ad en pil der var en fra Dark der skulle skyde Rufus han ramte forbi og ramte Hirotia i stedet for" sagde han en smule ulykkeligt dog kom der ikke flere tårer dem kunne han holde inde

[Estellé]

"Gør mig ondt" sagde hun stille forsigtigt, betragtede ham lettere sørgmodigt. Aldrig havde hun selv følt den slags kærlighed, den eneste hun havde følt noget rigtigt for var hendes mester. Had.. Intet andet. Havde tilsidst endda drabt ham, og taget til thêätre des vapire"

[Kiyoshi]

"men sådan er verden åbenbart var det ikke menigen vi skulle være sammen og guderne straffede os fordi vi var sammen jeg ville bare ønske jeg var blevet ramt og ikke hende så hun i det mindste kunne leve videre" sagde han og igen dukkede en lille tåre op i hans øje dog tørede han den hurtigt væk igen

[Estellé]

Hun rystede på hovedet "Kærlighed er en farlig ting.. Den gør en sårbar" sagde hun stille og sukkede let. Sagde det mest fordi det var dét hun altid selv havde gået efter, havde aldrig selv følt virkeligt kærlighed aligevel, så var det nemmest at bilde sig ind at hun bare ikke havde villet føle det.

[Kiyoshi]

"kærlighed kan også være godt ser du kærlighed kan både være det lykkeligste man oplever men også en forbandelse og lige nu føler jeg kærlighed som en forbandelse for den kvinde jeg elskede døde" sagde han roligt denne gang kom der ikke en ny tåre og det var han glad for fordi han virkede svag vis han græd

[Estellé]

Hun rystede på hovedet og så ned i jorden "Du tager fejl.. Kærlighed er en ting der gør dig sårbar. Det er en illusion, skabt af alle væsners behov om at føle sig tryg. Føle sig elsket. Føle at nogen står en nær på en anden måde end blot venskab" sagde hun blot roligt.

[Kiyoshi]

"det siger en kvinde der aldrig er blevet elsket eller aldrig ahr elsket" sagde han roligt og så på hende "nok er du ældre end mig men jeg er åbenbart langt klogere end dig vis du syntes kærlighed er en illusion" sagde han roligt og kiggede væk fra hende og hen ved nogle træer han vidste sådans et ikke helt hvor de var

[Estellé]

"Enten betragter folk mig som en lille pige. Eller også betragter de mig som en gammel kone. Eller også betragter de mig som en farlig vampyr - Og ingen af delene kan blive elsket" sagde hun roligt, en smule køligt "Jeg ved blot at kærlighed er en illution der er skabt for vores behov. Intet andet er det."

[Kiyoshi]

"de kan sagtens blive elsket for i alles hjerter vil der være en andens det vil sige der vil altid være en der elsker dem de kender bare ikke personen og personen kender måske ikke dem men sådan er det altså" sagde han roligt dog uden at lyde for klog eller overlegen bare for at fortælle hende det som han havde fået fortalt for år tilbage

[Estellé]

"Jeg er 204 år - Tvivler på der findes en jeg ikke har fundet" sagde hun kort og trak svagt på skulderne. Det var ikke fordi hun manglede kærligheden, hun kunne ikke mangle noget hun aldrig havde fået. Troede ikke på hvad han fortalte hende, men lød dog hverken nedeladene eller overlegen.