Peace.. at least in 2 min...

[Ekoe]

Ekoe snappede munden sammen og stirrede vredt på dragen igen. Dødsdom inden han var fyldt 25! han rettede blikket mod jorden og urtene og trak vejret dybt. Det var for typisk.. Han mumlede lavt, og rynkede næsen. Urter var heller ikke hans speciale. Han krympede sig lidt da vinden gled hen over pilen i skulderen og fik den til at rykke sig let - typisk.

[Benan-Fjarn]

Kan sagtens vejlede dig hvis det er, men er ikke i stand til at gøre det for dig, lød det fra Nidjar, mens Fjarn gemte et tøset fnis i et fnys da hun så hans hjælpeløse ansigtsudtryk, og gav ham et bredt, skadefro grin mens hun behandlede snittet i sin hals med sin nylavede urteblanding. Nidjar stod stadig over hende, men efter et stykke tid fjernede dragen sig og lagde sig ned mellem de tog, som en voksen der lagde sig mellem to små, stridende børn

[Ekoe]

Ekoe skulede mod dragens side og ville ønske han kunne se kvinden. "Du må gerne hjælpe mig. Hvad hedder du egentlig?" svarede han og flyttede blikket til dragen. Han var stolt nok til at indrømme at han havde brug for hjælp. Hvilket han gættede på at kvinden ikke var. Hans ansigt fortrak sig igen da vinden strøg over såret.

[Benan-Fjarn]

Nidjar, sagde dragen og forklarede ham trinvist hvad han skulle gøre. Hun, som plantedrage, vidste alt hvad der var at vide om urter, og hun havde lært fra sig til Fjarn. Hun lod sin hale feje fra side til side, da Fjarn pludselig rejste sig, færdig med sin behandling. Hvor ska du hen? "Til stranden," svarede dragekrigerinden. "Vi har en elg og et tændt bål, du ved, og jeg bliver sulten af at kæmpe."

[Ekoe]

Ekoe fik -på en eller anden måde- lavet urteblandingen og trak pilen ud med et grynt. Han puttede salven og sårene og rejste sig så med et suk. "Tak Nidjar." sagde han og smilede taknemligt. Han vendte blikket mod kvinden og hans blik blev hurtigt surt. "Og hvad hedder du så?" spurgte han venligt og hans ansigt forandrede sig igen. Hans øjne blev venligere, men stadig forbeholdne. Han havde set hvad hun kunne gøre.

[Benan-Fjarn]

"Ikke interesseret," sagde Fjarn og trak et nyt stykke lår over ilden, og så over på Nidjar. "Kan du vente lidt med at spise?" spurgte hun og hendes stemme blev et øjeblik helt venlig og kærlig, men der var intet af de følelser tilbage da hun fortsatte. "Jeg skal jo lige være sikker på intet går galt." Nidjar nikkede, og der var tavst et stykke tid. Kan du ikke bare sige det, skat? spurgte dragen bebrejdende, men fik bare et svidende blik til svar.

[Ekoe]

Ekoe betragtede kvinden og kom til at tænke på noget. "Hvor er jeg stadig i live og har min... private egendel i god behold?" Spurgte han så og tænkte med et sus af ubehag på manden igen. Spørgsmålet var ærligt og han flyttede blikket ned i sandet da han trådte ud på det. "Det er ikke en udfordring." skyndte han at tilføje og flyttede blikket tilbage på hende.

[Benan-Fjarn]

"Fordi du ikke gik i vejen for mig da jeg kæmpede, derfor," sagde hun koldt, og vidste ikke om det var sandt. Det var dog ikke til at høre i stemmen, der fortalte at hvis han havde tænkt sig at irritere hende kunne det meget vel ske at han ville dø eller, endnu værre, ende som den stakkels mand, der ikke længere var i stand til at nyde en anden del af livets goder. "Mand er brutale og klodsede og går i vejen hele tiden, men du holdte dig i den anden ende af kampen."

[Ekoe]

".. jeg er ikke brutal eller klodset..." mumlede han lavt og skulede lidt mod hende. Men han huskede hendes trudsel og valgte at tie stille - dog uden at gå. Han satte sig ned i sandet og kiggede ud over vandet igen. Han valgte at ignore kvinden og Nidjar, og koncentrede sig om at slappe af. Han havde i forvejen ikke fået meget søvn dagene i forvejen og mærkede trætheden trænge sig på.

[Benan-Fjarn]

Fjarn kunne svagt fornemme hvad han sagde, men ignorerede ham med et svagt smil. Lugten af godt stegt kød bredte sig over stranden, og hun tog kødet af ilden og spiste det med fingrene. Kødet havde fået en lille smule for lidt, men det var bedre end det hun normalt lavede på rejserne. "Du må gerne tage resten," sagde hun da hun blev færdig, "jeg er mæt nu." Skal han ikke have noget? spurgte Nidjar, og Fjarn rollede med øjnene, skar et stykke kød af elgen og smed det over til Ekoe. "Kan din venlighed tillade dig at spise nu?" spurgte hun, og Nidjar svarede ved at sluge byttet i én mundfuld.

[Ekoe]

Ekoe greb det rå stykke kød og stirrede ned på det. Han rynkede på næsen, men spiste det alligevel. Det var ikke så svært at bide kødet over som det ville have været for et menneske. Han havde forvandlet sine tænder delvist om og ignorede kvinden et stykke tid. Så kiggede han på hende og smilede lidt. "Tak."

[Benan-Fjarn]

Fjarn rollede igen med øjnene og vendte sig mod ham. "Det ikke mig du skal takke," sagde hun bare og vendte sig mod vandet igen. Havde han virkelig spist kødet råt? Du vil bare ødelægge alles humør, ikke? spurgte Nidjar, og Fjarn smilede sødt til hende. "Kun hvis jeg selv bliver glad af det."

[Ekoe]

"Så tak til Nidjar." mumlede han og trak på skulderne. Råt kød gjorde ham intet og han havde da spist det flere gange. Han sukkede og vendte blikket mod havet igen. Det var smukt, selvom solen nu næsten var væk. Han skulle snart tilbage til byen. Det var for sent at stjæle, men han savnede sit lille hus og sin seng.

[Benan-Fjarn]

"Vi må vidst hellere komme videre," sagde Benan og strøg Nidjar over skællene. Du har ret, sagde dragen, rejste sig og bukkede i en farvelhilsen til Ekoe. Håber vi ses igen, lille abe, selvom der er noget ved dig jeg ikke bryder mig om, tænkte hun for sig selv mens Fjarn klatrede op. Hun spredte vingerne, og med et sus var de væk.

//out

[Ekoe]

Ekoe kiggede efter dem med et tænksomt udtryk i øjnene. Sær kvinde, sær drage, men facinerende. Han smilede let og rejste sig hurtigt. Inden længe var der tomt på stranden og der var ikke skyggen af et menneske.
Ekoe smilede da han for gennem skoven. Han håbede at han mødte dem igen.
//out