Peace.. at least in 2 min...

[Benan-Fjarn]

Uhøflig, sagde dragen til Benan, og hun fnes ufrivilligt, mens dragen bevægede sig væk fra hende og lagde sig til at døse med hovedet en halv meter fra elgen. Fjarn arbejdede videre, og var nået til at sætte lårkødet over, da hun pludselig slap det ned i ilden. "Folk," hviskede hun, og Nidjar åbnede sløvt sine øjne.

[Ekoe]

Ekoe stod et stykke fra dem og gabte. Han vidste ikke længere hvorfor, men af en eller anden grund ønskede han ikke at forlade denne... han tvang sig selv til at kalde hende kvinde i tankerne men var ikke sikker på han ville have brugt det ord ellers. Han stivnede da han hørte hende hviske 'folk' - intet normalt menneske ville have hørt det- og rettede sig op. Han kunne trak vejret dybt og udnyttede chancen til at lytte og smage på luften. Jo, der var nogen. Han gik lidt frem mod kvinden og kiggede gennemborene på hende. Ville hun flyve væk på dragen nu? og lade ham i stikken?.. Selv om han nok ikke ville have de store problemer med at komme væk.

[Benan-Fjarn]

Hvor mange? spurgte Nidjar og glemte at lukke Ekoe ude... Eller huskede at lade være? "Mindst tyve," hviskede Fjarn, og bandede så højlydt, som om hun lige havde set at hendes dejlige stykke kød var blevet forkullet. Et meget overbevisende skuespil, og fra den afstand mændene var i kunne man ikke se at hendes ene hånd søgte op og løsnede hellebarde på hendes ryg. En svag hvislen, og hun svang hellebarden ned og rundt. En pil gik midtover og faldt på jorden, og endnu en hvislen hørtes. "Skjold!" råbte Fjarn, og en mur af planter fangede fem ny pile. Nidjar spredte vingerne og lettede, og Fjarn sprang op i luften uden at vende sig. Langt op. På en eller anden måde fik Nidjar halen ind under hende, og hun bakkede længere op på hendes ryg. Vi flygter aldrig fra en god kamp, bare rolig, forsikrede Nidjar, og noget tydede på at Fjarn ikke var en del af den samtale.

[Ekoe]

"Ved ikke hvor rolig jeg skal være, anyway." mumlede Ekoe og forsvandt i bagud. Han undgik de pile der var imod ham og greb pludselig en i luften. "Kastepil?" sagde han så undrende, trak på skulderne og kastede den tilbage i busken. Hurtigt dukkede han sig igen og hørte ikke om pilen ramte noget. Han havde allerede begge dolke i hænderne og brugte dem til at slå pilene tilbage, når han ikke prøvede at gribe dem. Han så mest ud som om det hele var en leg for ham.

[Benan-Fjarn]

"Hvad?" spurgte Fjarn mens Nidjar vred sin lange, smidige krop uden om pilene. Fjarn svajede knap nok af den bølgende bevægelse, som om hun var født på drageryg. Dragen fløj op over fjenderne og brølede, mens en kastekniv blev sluppet ned mellem buskene. "Ikke noget med at spilde mere magi på sådan en flok idioter." Lige hvad jeg tænkte, lød dragens svar, og Fjarn gled ned på halen, så langt ned at hun kunne støtte på dragens knogleagtige klump. "Vi syge i hovedet," mumlede hun og sprang ned derfra da dragen gled ned en meter fra træerne med kampråbet: "DRAGEKRIGERINDE!!"

[Ekoe]

Ekoe fik et chok da han hørte hendes råb og en af pilene snittede hans kind. Rasende gav han sig til at råbe. "Hvad skulle det til for?! Jeg blev *** forskrækket!" Han stod pludselig med en af sine knive i en modstanders hals, men bemærkede det knap nok og kæmpede videre. Raseriet gav ham næsten nye kræfter. Det var så typisk kvinder!

[Benan-Fjarn]

"Jeg troede mænd var mindre følsomme end det!" råbte hun tilbage fra den anden side af fjenderne, svang hellebarden og gennemborede en mand med hellebardens yderste spids. Hun svang den videre rundt så manden blev ramt i hovedet af stangens stumpe ende. Han drættede om på jorden, selvom han allerede var dødeligt såret af hendes første angreb. "Jeg tog vidst fejl, selvom det underligt nok ikke overrasker mig." Over den fløj Nidjar over dem med et brøl, men hun holdt sig ude af kampen indtil videre.

[Ekoe]

"Jeg er ikke sart!" Råbte Ekoe vredt og dræbte to mænd der kom for tæt på. "Jeg kan bare godt lide at beholde mit blod inde i kroppen!" Han svang vredt en hånd rundt og snittede en stube over. Han mumlede lidt og stod pludselig overfor hende. "Normalt ville det ikke have rørt mig, men efter som det er din skyld..." Han stirrede vredt på hende, men vendte sig så væk og kastede kniven i en mands hals og trak en ny. "Jeg ved ikke hvorfor." Han havde fået et mindre sår på armen, men det blødte ikke alvorligt og han havde tydeligvis ikke opdaget det.

[Benan-Fjarn]

Fjarn havde svunget hellebarden om på ryggen igen og kæmpede med de bare næver. Hun slog en mand i hovedet, tog et skridt frem, vendte ryggen til ham og tog fat i hans halskrave med den ene hånd - den øverste - og lod den anden hånd søge ned i bukserne og lod hånden glide over hans lem. "En sidste lille smule nydelse, dit liderlige svin!" hvæste hun, tog godt fat i hans buksers taljekant og svang ham over ryggen, så han endte lodret ned i jorden med hovedet først - og med knust kranie. Hun vendte sig om, trak sit sværd og stormede frem mod den næste. Også hun var såret, men det var mest efter turen gennem trækronerne. En gren havde svirpet over hendes ansigt, og et blåt øje var ved at udvikle sig. Hendes hænder og ansigt havde andre småskrammer og rifter, og det eneste der var menneskeskabt var en pil der havde strejfet hendes pande da hun sprang ned fra Nidjar og en flænge over halsen, der nær havde kostet hende livet, et lille minde om 'det liderlige svin', som havde været tæt på at dræbe hende.

[Ekoe]

Ekoe ville måske have været skræmt over hendes opførelse hvis hun havde gjort det mod ham, men nu var han egentlig ligeglad. Eller han var ikke ligeglad, imponeret ja men ikke bange eller urolig. Faktisk... Han lod være med at tænke tanken til ende og hamrede skaftet af sin kniv i nakken på en mand. Der lod et knæk og manden faldt om. Ekoe stirrede lidt ned på ham og en pil snittede hans inderlår - for tæt på hans arvedele til at han stod stille meget mere. Han sprang bagud og greb den næste pil og kastede den tilbage i busken hvor den var kommet fra. Der lød et skrig og Ekoe grinede tilfreds. Han hoppede efter skriget og dræbte manden helt med en sten. En mand der skød efter skridtet gjorde sig ikke fortjent til at dø for Ekoes kniv.

[Benan-Fjarn]

Sværdet glimtede i luften og trak blodrøde streger over hendes fjenders kroppe. Hun fik hugget en ned med en brutal bevægelse, og modstanderen fik lov til at bløde med begge knæhaser skåret over. Det lod ikke til at røre hende at hun måske ville få en rasende fjende efter at have berøvet en mand evnen til at gå. Hun gik et skridt tilbage - et meget heldigt skridt. En pil suste lige fordi hendes bryst, og da den var gået forbi fulgte der blod med. Hun var blevet snittet tværs over brystet, få centimeter over brystvorterne, og hun vendte sig mod manden der havde skudt med et blik der lovede en meget smertefuld død. "Endnu et liderligt svin!" råbte hun arrigt og løb afsted, få meter forbi Ekoe, og nåede manden. Hun gik helt tæt på ham og lod sine læber røre hans i et kys, og mens hun kyssede sneg hendes frie hun sig ned ved hans skridt - og hendes dolk. Hun mærkede hans hånd gå over hendes ryg med en kniv, og desuden en anden hånd der var på vej med hendes mere følsomme område, kun fyldt med et ondt begær. Hun lod hånden strøge forbi ham, og pludselig, da hun skulle til at gå tilbage igen, skar hun med dolken hans lem af i en hurtig bevægelse. I smerten trak han sin kniv omme ved hendes ryg en dyb flænge, og hun stønnede som om hans famlende hånd havde ramt hende, hvilket den netop havde da hun trak i kniven. Manden faldt sammen, mens han holdt hånden beskyttende over den del det ikke længere behøvede beskyttelse. Du er gået over grænsen, skat. Langt over grænsen, lød det fra Nidjar, men for andre var hun tavs.
"Kælling," stønnede han, og kastede op at smerte.
"Hvis du ikke kan finde på noget bedre i din situation er du mere ubegavet, dum og ukreativ end du ser ud, vallak," sagde Fjarn og sparkede ham i hovedet, og hun mente at høre næsen brække. Slå ham nu ihjel, gør en ende på hans lidelser! "Jeg lader dig dog leve, på al min nåde og barmhjertighed," sagde hun koldt og ignorerede Nidjars formaning, og dragen knurrede arrigt fra sin plads lige over hende. Manden stirrede på hende med en vrede der ikke var til at sætte ord på, mens han havde en sygelig grøn kulør i ansigtet. Fjarn smilede, men stivnede så. Hendes triumf over mandens smerte havde distraheret hende så meget at hun ikke havde opdaget pilen der nu dirrede i hendes arm. Det svimlede for hende, og hun så stjerner da hun faldt på knæ. "Smerten... og blodtab..." hviskede hun, og i hendes stemme fandtes ingen følelse. Nidjar faldt og lagde sig beskyttende over hende, så der var et beskyttende ben på hver side af den, mens 'det liderlige svin nr. 2' fik travlt med at flygte væk fra det store dyr, og havde pludselig glemt alt om farer og kællinger der skar kropsdele af én. Jeg sagde jo du gik over stregen, sagde Nidjar bebrejdende, og ingen andre hørte hende.

[Ekoe]

Ekoe stod lænet op mod et træ, og hans øjne rummede nu en smule frygt. Selvom manden var hans fjende, fortjente ingen at blive udsat for den smerte. Han vidste et eller andet sted at kampen var færdig - i hvert fald næsten. Dragen ville sandsynligvis enten skræmme dem alle væk eller dræbe dem. Han var ligeglad. Han vendte ryggen til kampen, dragen og kvinden og nåede at tage fem skridt inden der sad en pil i hans skulder. "Typisk..." mumlede han og greb efter et træ. Han vaklede forsat videre med et stål blik og et bestemt drag om munden. Ikke tale om at han ville blive der, blodet ville få ham til at se gamle minder han ikke havde lyst til at se.
Billedet havde allerede taget form i hans hoved og stanken af blod gjorde det værre. Hans øjne var pludselig blinde da han gik fremad og hans arme strakt frem mod det der ikke var der.

[Benan-Fjarn]

Jeg dræber jer alle hvis I ikke forsvinder med det samme, lød Nidjars stemme i alle fjendernes hoveder, og de gjorde det uden at beklage sig. Imens pillede Fjarn ved såret, stadig svimmel, og stjernerne for hendes øjne forhindrede hende i at være sikker på hvad hun havde gang i. Du fortjente det, sagde dragen, og af en eller anden grund var Ekoe inviteret med i den samtale.
"Vel gjorde jeg ej!" hvæste Fjarn og arbejdede videre, mens hun endnu kæmpede med at klare synet. Hun følte næsten at hun faldte gennem et flimrende mørke.
Du krænkede ham, kastrerede ham og lod ham leve, skat, du kan ikke få en mand længere ned.
"Og du kender selvfølgelig alt til mænd!"
Mere end du lader til, skat.
"Han fortjente det!"
Jeg ved godt hvad du tænkte på da du gjorde det, men ikke alle er sådan. Desuden elskede du alligevel din far for højt til at kunne gøre det samme mod ham, selvom jeg der er enig med dig. Det er ikke andre mænds skyld, det der skete, og du fortjener bedre end at blive kendt som en sur og ond ungkarlekvinde med en godtroende drage. Jeg siger ikke du skal glemme, du kan ikke glemme, men slå dig ned som din bror, få en mand, måske nogle børn, og giv dem den slags kærlighed en forælder skal give til deres børn og som din far ikke havde.
"Jeg kunne godt have gjort det. Jeg elskede ham ikke." Hun vidste tydeligvis ikke at de havde haft tilhøre, og knækkede pilen og trak den ud. "Du ved hvad jeg mangler," sagde hun bare, og en helbredende urt voksede frem.

[Ekoe]

Ekoe stirrede frem for sig, ikke sikker på om dragen egentlig ville spare hans liv eller bare gøre det mere smertefuldt. Hans ben knækkede sammen under ham og han stirrede så på jorden, da den vippede op mod ham. Han strakte sig den raske hånd og var pludselig klarsynet igen. Hånden slog mod jorden og han lænede sig forsigtigt til den ene side, da en hver bevægelse smertede. "Typisk... Si' mig, skal jeg dø ung?!" mumlede han vredt af dragen. Han kunne forestille sig at kvinden ikke ligefrem ville blive glad når hun fandt ud af at han havde hørt det hele... Han trak vejret dybt og trak sig op, så han sad op. Han tænkte over hvad han havde hørt - og set- og kom frem til at hendes far havde mishandlet hende. Intet andet kunne vel få hende til at hade ham og alle andre mænd så meget. Han lukkede øjnene og tænkte ved sig selv, at hun sandsynligvis altid ville hade mænd. Det fik et dybt suk til at rulle over hans læber. Hun ville aldrig finde ud af hvad hun gik glip af.

[Benan-Fjarn]

Endnu nogle urter voksede frem ved Fjarn. Hvad siger du? spurgte Nidjar og kiggede over mod ham mens Fjarn gik igang med at mose urterne, så hun kunne bruge dem, og lod til at, igen, være ligeglad med at hendes trøje og brystbånd var gået så meget i stykker at man kunne se en smule af hendes bryst, og hun rettede kort blikket mod Ekoe og stirrede surt på ham før hun gik videre med urterne. Så glippede dragen med øjnene. Uh, det må du undskylde, det var ikke meningen. De samme urter som de Fjarn havde fået voksede op ved han side, og et øjeblik var det usikkert hvad det var hun undskyldte overfor ham. Men så gjorde dragen det klart: Det var ikke meningen du skulle vide noget om det, men jeg glemte dig. Forstår du, det er ikke sådan at jeg invitere folk til at høre mig tale, men nærmere skubber dem fra. Hun slår mig ihjel lige så meget som dig hvis hun opdager hvad du ved, så du har bare at holde mund.