|
|
Post by tazu on Jan 24, 2009 14:09:59 GMT 1
"jeg synker ikke så lavt at jeg tager gisler eller kidnapper en af hans kære jeg forsvarer mig kun det er ikke mig der har startet den her åndssvage det er hans grådighed der har startet det her" sagde han bittert han ville ikke forlade hende nu eller aldrig "Anna jeg ville ikke kunne tilgive mig selv vis der skete dig eller Meria noget" sagde han og knugede hende ind til sig
|
|
|
|
Post by Anna on Jan 24, 2009 14:14:36 GMT 1
Hun smilede stille "Der sker os ikke noget. Vagterne passer på mig, og jeg passer på meria. Hvis der er nogen der vover på at røre meria så vil de ønske at de aldrig havde sat benene på den her jord. Ingen skal røre hende, og ingen kan røre mig mens vi er herinde. Så pas på dig selv i stedet for at bekymre dig om os" sagde hun mildt
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 24, 2009 14:17:15 GMT 1
han kyssede hendes kind "hvorfor er du altid går og har de rette ord til at muntre mig op med er det noget du går og øver dig på" spurgte han drillende og kyssede hende så på munden og var meget glad for det hun havde sagt og han kendte hedne nok til at vide at hun mente det død alvorligt
|
|
|
|
Post by Anna on Jan 24, 2009 14:31:42 GMT 1
Hun gengældte kysset og smilede så til ham "Nej ikke ligefrem, det kommer bare naturligt en gang imellem, men det er da godt jeg kan muntre dig op. Der er ikke noget jeg hellere vil" sagde hun kærligt og nussede ham blidt på ryggen, hun kunne ikke helt vænne sig til at hans vinger ikke var der.
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 24, 2009 14:42:54 GMT 1
"vi skal nok klare den vi skal bare finde ud af hvad vi gør med de mennesker der både lever i Dark og i Light og hvad der skal ske med dem nogle bliver nød til at leve fordi de er da meget gode til at holde stand" sagde han med et skævt smil dog tænkte han som en gal over hvem forræderen kunne være
|
|
|
|
Post by Anna on Jan 24, 2009 14:52:01 GMT 1
Hun smilede "Jah, vi kan da heller ikke dræbe dem alle, hvad skal vi så spise " sagde hun drilsk og kyssede ham. Hun kiggede ham i øjnene og smilede "Vi skal skam nok klare os, det er jeg sikker på. Ingen af os er forsvarsløse. Det er trods alt kun mennesker, de kan ikke gøre os noget hvis bare vi kender deres triks"
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 24, 2009 14:55:33 GMT 1
"ja noget skal vi jo spise og vi kan jo ikke spise hinanden" sagde han drilsk og nappede hende drilledne i halsen det ville ikke gøre ondt eller noget "desuden har vi jo vagter og jeg kender hans tricks nu så hvad kan han mere tage fra mig udover jer" spurgte han kærligt og kyssede hende på halsen
|
|
|
|
Post by Anna on Jan 24, 2009 15:04:25 GMT 1
Hun smilede "Ja mig skal du ikke spise" sagde hun med et grin og strakte halsen lidt så han bedre kunne komme til hendes hals "Han kan ikke tage noget fri dig, ikke mig, meria eller noget andet. Han fejlede denne gang, og det vil han også gøre næste gang" sagde hun med et smil
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 24, 2009 15:08:04 GMT 1
han fortsatte med sine blide nap i hendes hals "kunne da heller ikke drømem om at spise dig" sagde han imellem sine nap og istedet for at anppe begyndte han at kysse hendes hals og fik så op til han nåede hendes mund som han så kyssede og var nu pludselig meget glad for at den engel havde reddet ham
|
|
|
|
Post by Anna on Jan 24, 2009 15:12:34 GMT 1
Hun smilede og nød hans kys på halsen meget. Hun gengældte kysset og smilede så til ham "Nej det håber jeg heller ikke. Selv om jeg er sikker på jeg smager godt.." sagde hun med et skævt smil og kyssede ham intimt og kærligt på munden mens hun nussede ham på ryggen.
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 24, 2009 15:15:53 GMT 1
han smilte i kysset og gengældte lige så intimt og lagde så begge arme omkring hende og gik igang med at nusse hende på ryggen han nød at være sammen med hende og være i live men allermest at der ikke var sket noget med Anna og Meria han begyndte stille at vugge hende frem og tilbage
|
|
|
|
Post by Anna on Jan 28, 2009 12:06:07 GMT 1
Hun var virkelig lettet over at han var kommet, hun havde frygtet at han ikke ville komme hjem igen, og hun ville være alene. Uden ham, det ville ikke være til at bære. Den eneste trøst hun ville have var Meria og det barn hende og tazu skulle have. Hun vidste stadig ikke om det var en dreng eller en pige. Hun trykkede sig blidt ind til ham og smilede over at være sammen med ham uden han var komme til skade, bortset fra vingerne.
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 31, 2009 15:25:50 GMT 1
han knugede hende ind til sig "jeg elsker dig og du skal vide at vis der sker noget med mig så syntes jeg du skal vide at uden dig ville jeg ikke været nået så langt havde jeg ikke haft dig ville jeg have mødt solen vis ikke det var for dig og Meria ville jeg ikke være her" sagde han kærligt og man kunne høre han mente hvert et ord han sagde
|
|
