enjoy

[desmon]

han gik ret tæt på hende "husk lige på at jeg ahr dit liv i mine hænder jeg kan sagtens dræbe dig og slippe væk mine mænd er jeg ret ligeglade med og jeg kender dig godt søde ven så tror du ikek jeg også har nogel mænd gemt i skovene" sagde han koldt han havde cirka ekstra 50 mænd der i øjblikket var i gang med at dræbe hendes bueskytter

[Demitria]

"Ja, men der har vi jo det sjove da du ikke vil dræbe mig" sagde hun og smilte. "Der tager du fejl kære ven, jeg har nemlig fået gode venner på det sidste og fået et par mænd til" grinte hun og smilte. Hun hørte en velkendt fløjten og hørte en masse krigs skrig og en masse folk der faldt døde om.

[desmon]

"måske men vis bare jeg for dig dræbt så er det ligemeget med at jeg overlever" sagde han koldt "og du tror ikke jeg kan dræbe" sagde han koldt "kig og lær" tilføjede han lgei så koldt og skød hedne i armen "vis ikke du får det der ordnet dør du hurtigt og jeg har tænkt mig at se dig dø" sagde han koldt

[Demitria]

Hun holdte sig for armen og kiggede på ham med de mest onde og kolde øjne. "Jeg siger dig hvis du ser mig dø ser du også dit eget barn dø, vil du det? Er du virkelig blevet så hjerte kold? Hvis du er det så siger jeg til dig at hvis jeg dør nedkalder jeg al min vrede over dig" hvæsede hun.

[desmon]

"ja jeg er blevet så kold at jeg kan se dig dø for mine fødder og mit barn desuden er det ikke i live måske men jeg ahr aldrig set det hvordan kan jeg så udvikle følelser for det men dig du ahr påført mig så meget vrede og anger at jeg sagtens kan se dig dø" sagde han koldt og kiggede på hende med helt kolde øjne

[Demitria]

Hun grinte og kiggede på ham med muntre øjne. "Normalt ville en forelskelse ikke gå så langt ud, men jeg er heller ikke normal" sagde hun og fik næsten tåre i øjne af at grine og klemte bare hårde om sin sårede arm. "Så hvis du vil have undskyldt mig så skal jeg lige forbinde den skade du har påført mig igen" sagde hun og gik hen og fandt nogen forbindinger frem og snoede dem hårdt om sin sårede arm. "Og sidst jeg så efter skylder du mig dit liv."

[desmon]

han kiggede koldt på hende "nej jeg gør ej jeg var ikek tæt på at dø jeg eknder dig ergo vidste jeg hvad du ville gøre" sagde han koldt han rettede pistolen mod hende og skød mod hendes ryg rad dog var dette ikke dræbende men ville være svært at forbinde og man vill forbløde hurtigt bare bedre for ham

[Demitria]

"Helt sikkert" sagde hun og fnøs hånligt. Hun mærkede en overvindene smerte og røg ud af bevidstheden og faldt sammen på gulvet. Hendes hår lå halvt ind over hendes ansigt og halvt ud over gulvet, det blødte kraftigt fra hendes ryg og den forbinding hun havde lagt om sin arm var ved at blive hel rød.

[desmon]

"det skulle kunne gøre det" sagde han kodlt han smed hendes 'pistol' og gik du af teltet hans mænd var nsæten alle sammen døde og næsten alle teltene brædnte han gik uset væk fra stedet og hans mænd fulgte med der var stadig nogle få pirater tilbage men ikke ret mange alle bueskytterne var døde

[Demitria]

Nogen af hendes pirater kom og bar hende hurtigt ud i skoven. De forbandt hendes sår så godt de nu kunne. Der kom en masse andre pirater hen til det sted hvor hendes pirater havde lagt hende. Efter et lille stykke tid bar de hende længere ind, skibene var for længst sejlet til det nye tilholds sted.

[desmon]

han gik roligt hen til kroen hans mænd vidste ikke hvor han var men en kiggede ind i kroen og gik så igen Desmon følte intet for at han havde dræbt Demitria eller han troede han havde dræbt hedne han havde ikek regnet med at piraterne kunne holde hende i live og det var også ligemeget så længe barnet var dødt

[Demitria]

2 Uger efter!

Lerjen var bygget op igen bare et andet sted og Demitria sad ude i skoven under det store træ og tænkte. Desmon troede jo at hun var død så det var sådan set godt da hun så kunne få lov til at føde barnet i fred hvis det overhovedet stadig var levende. Hun havde stadig meget ondt i ryggen og i armen og havde svært ved at rejse sig og gå og bruge armen.

[desmon]

Desmon havde stadig sit udssende som for langt tilbage og hans personlighed var blevet meget ondere men folk lod ikek til at ville gøre oprør for vis bare folk gjorde hvad de måtte som de havde gjort i mange år skete der intet men straffen for tyveri var hård og drab blev straffet med døden og endnu værre vis han fandt ud af at der stadig var nogen der var med i Demitrias oprør ville der ske meget grusomme ting men han troede stadig Demitria var død

[Demitria]

Demitria havde for længst udvide sine spioner så nu var nogen af Desmons vagter også hendes spioner og hun daglige rapporter om Desmon dårlige humør hvor at hun var nød til at grine det var jo Desmon i en nøddeskal. En kappeklædt mand kom hen til hende og afleverede et brev til hende hvorefter han gik. Han var kommet med et rapport til hende som hun straks skulle læse. Hendes øjne strøg ned over parpiret og slugte hvert et ord stadig imens hun sad under det store træ. Da hun var færdig med brevet krøllede hun det sammen og rev det i små finde stykker hvorefter hun pustede dem væk. Dette gjorde hun med hver rapport så ingen skulle kunne læse dem. Men hun havde alle rapporterne inde i hovedet så hun kunne sammenligne dem og finde en slags åbning hvor på hun måske kunne smugle endu en spion ind hos Desmon, men hun havde allerede rigeligt, men en til kunne jo ikke skade overhovedet.

[desmon]

"desmon havde det godt på fornemmelsen af nogel af hans vagter var spioner men han gad ikke gøre noget han opholdt sig for det meste på sit skib 'den flyvende hollænder' hvor ingen af hans besætnings medlememr var spioner det vidste han for hver en af dem stod i gæld til ham så derfor kunne de ikke drømme om at forråde ham