Stilhed i Mørke

[Clarissa]

Clarissa sad midt inde i skoven i en lille lysning på en træstub. Hun havde et sort klæde bundet rundt om hovedt så hun ikke kunne se nogen i øjne og de heller ikke kunne se hende i øjne. Hun sad og forbandede sine øjne og sin halskæde, det var deres skyld at hun ikke havde nogen venner eller familie. Skoven var mærkelig stille, men det var vel heller ikke så mærkeligt da det var vinter og der var dyb sne rundt om hende. Hun havde en srot langærmet kjole på, og for en gangs skyld var den kort og gik til knæene. Hun havde ikke nogen sko på og frøs lidt, men det gad hun ikke at tænke på, hvis hun ikke kunne klare lidt kulde hvordan skulle hun så kunne klare sig i resten af livet?

[tazu]

tazu fløj rundt oppe på himlen han lignede faktisk an fugl på afstand efter noget tid fløj han ned midt i skoven og landede han kiggede sig rundt for at se om der var nnogle han havde som sædvanlig helt sort tøj på og sværdet som kun konger måtte bære

[Clarissa]

Clarissa rejste sig op og begyndte at gå over imod nogen mørke træer der stod tæt sammen. Hun kunne ikke se noget, men hun var vant til at gå her så det cenerede hende ikke at hun ikke kunne se noget, hun stoppede ved et stort træ og lænte sig op af det.

[tazu]

han vendte hovedet mod en pige men sagde ikke noget han begyndte blot at gå hen mod hende uden et ord han ville se hvad hun var for en og hvorfor hun gik her og nogle andre ting bare for at få tiden til at gå

[Clarissa]

Hun satte sig ned for enden af træet og tænkte. Hun tog noget sne op i hånden og begyndte at forme det, det var ikke fordi at det var sjovt, men hun havde intet at lave.

[tazu]

"goddag" sagde han roligt til hende da han kom tæt på han ville ikke forskrække hende eller gøre hende ondt han huskede hvad der skete sidst han prøvede at dræbe et barn da havde Anna næsten taget livet af ham

[Clarissa]

Hun blev lidt bange da hun hørte en stemme, hun vendte forvirret hoved for at se om hun kunne finde mennesket der havde talt til hende. "Goddag" sagde hun rimelig forvirret og ledte stadig efter stemmen.

[tazu]

han gik hen foran hende for at hun ville kunne se ham "bare rolig jeg gør dig ikke noget" sagde han roligt og satte sig ned lidt væk fra hende "ihverfald ikke efter det med Anna" mumlede han meget stille

[Clarissa]

"Det ved jeg, det er der ingen der tør" sagde hun koldt og lukkede øjne. "Hvem er Anna?" spurte hun, hun kunne godt nok ikke se noget, men hendes hørelse fejlede intet.

[tazu]

"du er da vist selvsikker" svarede han i samme tone som hendes "og det kommer slet ikek dig ved jeg snakkede til mig selv og ikke til dig" svarede han irreteret hun skulle bare ikke komme til at tro hun var noget

[Clarissa]

"Nej, jeg er bare unaturlig" svarede hun koldt og knyttede næverne. "Det kommer mig ved hvis jeg vil vide det" svarede hun køligt og rankede ryggen så hun virkede lidt højere i forhold til at hun sad ned.

[tazu]

"det kommer ikke dig ved nej så drop det" snerrede han hun var rigtigt irreterende lige nu "hvordan unaturlig" spurgte han køligt han havde ikke lagt mærke til hans vinger ikke var slået sammen men han gad ikke rette på det lige nu

[Clarissa]

"Det kommer mig ved hvis jeg vil vide det" sagde hun koldt og rejste sig op. Hun puttede hurtigt og lydløs sit skammertegn ind under kjolen. "Jeg er unaturlig på alle tænkelige måder" sagde hun roligt og lænte sig op af træet.

[tazu]

han rejste sig op samtidig med og foldede vingerne sammen "det kommer overhovedet ikke dig ved" sagde han igen meget vredt hans hånd havde allerede søgt ned mod en kniv men huskede så hvad der var sket sidste gang og slap kniven igen

[Clarissa]

"Hvorfor gør du så meget ud af det hele? Jeg vil jo få det afvide det ved vi begge" sagde hun og smilte skævt. *På den ene eller anden måde* tænkte hun lidt for sig selv og begyndte at fløjte en lille munter melodi.