Glad

[Anna]

Det var en smuk stjerneklar nat. Anna var gået en tur efter at have puttet Meria. Hun var meget glad for den lille pige, også selv om det ikke var hendes egen datter. Men hun ville ikke kunne bære at efterlade hende hos den gamle heks som ikke behandlede hende ordenligt.
Hun kiggede rundt med et afslappet smil. Hun var ikke så bange for at gå ude mere, det havde hun ellers være lige siden Rufus kidnappede hende. Men nu havde hun lært at forsvare sig.

[Illart]

En høj mandlig skikkels begavede sig rundt mellem træerne, han var på ingen måde svær at få øje på da han næsten lyste op i mørket, han havde ikke nogle våben på ham og et mildt udtryk hvilede på hans ansigt. Han lignede på ingen måde nogle trudsel uanset om man kom fra Drak eller Ligtht

[Anna]

Hun fik med det samme øje på den mandlige skikkelse og betragtede ham. Hun havde aldrig set sådan en lys før, da hun jo ikke kunne gå ude om dagen. Hun stoppede op og kiggede lidt på ham

[Illart]

Ikke lagde Illar mærke til hende hende, han forsatte blot roligt sin gang ind mellem træerne, alt ånde fred omkring ham, han stoppede og og betraktede kort et træ før han knækkede et stykke bark af det og kom det ned i den stof taske han havde hængende over den ene skulder

[Anna]

Hun holdt øje med ham i det skjulte og prøvede at gennemskue hvad han var for en. Den eneste anden hun kendte med vinger var Tazu, men ham her lignede ikke ligefrem en demonengel.

[Illart]

Illart narmede sig langsom hvor hun stod, en lun varme spredete sig nærst ud fra ham og de smukke hvide vinger var spredt helt ud i håb om at den kølige natte vind ville trange ind i mellem de hvide fjer

[Anna]

Hun blev stående og betragtede ham. Han ligende ikke noget hun havde set før. allegevel var hun ikke bange for ham.

[Illart]

Illart stoppede kort op da han fik øje på hende, han lukkede stille de klar blå øjne, men åbnede dem så ign at han kunne mærke a kvinden ikke var bange for ham hvilket han enelig var ret glad for da han ikke brød sig om at folk frygtede ham, han smilte mildt og bevægede sig nærmere

[Anna]

Hun kiggede på ham og følte sig egenligt tryk nok. Han virkede ikke som en der ville gøre hende fortræd, så hun blev stående

[Illart]

" stjernene er smukke her til aften ikke sandt? " lød Illarts varme stemme da han var helt hen til hende, ikke viste han hvilket væsen der gemte sig bage hendes smukkede ydre, men det lod han sig nu ikke skramme af

[Anna]

Hun smilede mildt
"Meget smukke" sagde hun blidt og betragtede ham med et roligt blik. "Jeg håber ikke du har noget imod jeg spøger, men hvad er du" spurte hun venligt

[Illart]

" hvorfor skulle jeg dog havde noget i mod det ? " spurte han og stoppede op et par meter fra hende, det halv lange sølvblonde hår dansede let okring hans ansigt, han bukkede dubt og svarede " Navnet er Illart, men folk kalder mig Peace... jeg er muligvis et af de ælste væsner der findes " det var svært at tror at han skulle være over 1000 år gamel da hen lignede en i midten af 20'erne

[Anna]

Hun kiggede på ham og gik lidt tættere på ham
"Hvad er du, siden du er så gammel" spurte hun roligt og betragtede ham.

[Illart]

" lyset engel og herre over himmel haven " svarede Illart varmt og rettede sig op igen, han lod hende blot roligt komme nærmere

[Anna]

Hun gispede og tog et par skridt væk. Hvis han var en engel vidste man aldrig om han havde noget kristent på sig. Og det ville hun for alt i verden ikke tæt på.