Gåtur.

[Anna]

Fuldmånen stod højt på himlen og kastede skygger overalt. Der var ikke mange i parken lige nu, de fleste bortset fra det fådene varulve var hjemme og sov trygt i deres seng. Anna gik roligt på stien og nød stilheden. Hun kiggede rundt med et afslappet blik. Hun var ikke og havde aldrig være, bange for mørket og de ting der kunne gemme sig. Hendes syn var fremragende i mørket og hun kunne se de mindste detaljer.

[Shadow]

Blake stod lænet op af et af de mange træer, hans hovede var bøjet forover, så han så ned i græsset, han hørte godt nogen komme, men gemte sig ikke, for hvis der skulle ske noget, var der mange steder han kunne gemme sig, men det gjorde nu heller ikke noget hvis han fik en lille kamp ud af denne egentlig kedelig dag, som han havde haft. Han var fuldstændig klædt i sort, man kunne kun se hans røde striber i håret, hvis man ikke se efter altså. Han rettede blikket op og fik øje på en kvinde, hvor efter hans blik vandrede ned i græsset igen, han havde et lille smil på læben.

[Anna]

Hun gik roligt videre. Hun havde godt set at hun ikke var alene, men hun gad faktisk ikke have problemer i dag. Hendes sanser var knivskarpe og en smule på vagt. Man vidste jo aldrig hvem man mødte i parken om natten

[Shadow]

Blake kiggede op igen fra græsset, han fulgte kvindens skridt med øjnene og betragtede hende lidt, fra en anden vinkel. Han strakte sig og rejste sig fra træet, hvor efter han begyndte at gå langs en af de mange stier, han gik med hovedet ned mod stien og fulgte sine egne skridt med et roligt blik. Han kunne virkelig godt lide natten, den var så mørk og fredelig.

[Anna]

Hun gik hen og satte sig på en bænk med lukkede øjne og lod sine sanser holde udkig for hende. Hun elskede fuldmånen, og generalt bare natten. Hun behøvede ikke at være på et lukket slot som hun gjorde når solen stod op.

[Shadow]

Blake gik forbi bænken, hvor kvinden nu havde sat sig, han smilte lidt, men gik så videre uden at sige noget. Han stoppede et par meter efter bænken og så op på himlen med stille øjne, der fløj en fugl over himlen, han fulgte den med øjnene til den var ude af syne, hvorefter han så ned på stien og fulgte den, hvor den delte sig, han tegnede sig et kort i hovedet over parken.

[Anna]

Hun åbnede øjnene og så en smule irriteret ud. Hvorfor skulle han lige stå der. Hun vendte sig lidt den anden vej og kiggede ud i mørket.

[Shadow]

Blake gik videre og satte sig ned ved et træ, han lænede hovedet tilbage og så op gennem træets blade og op på himlen, han så kort hen på kvinden, hvem mon hun var, i hvert en som også virkelig kunne lide natten, han smilte lidt før han rettede blikket op på himlen igen.

[Anna]

Hun kiggede den anden vej men lod blikket betragte ham en gang imellem. Hun kunne ikke finde ud af hvad han var. Hun var sikker på han var fra dark, ellers ville han nok ikke være her midt om natten

[Shadow]

Blake lukkede roligt øjnene og lyttede bare til nattens mange lyde, som var omkring ham, han ville egentlig gerne finde ud af hvem hun var, men det kunne også vente lidt igen, det eneste han vidste om hende var at hun nok var fra Dark, på den måde hun var på, men ellers vidste han ikke hvad hun kunne være, altså af race, hun kunne jo være så meget igen.

[Anna]

Hun begyndte at blive lidt generet af ikke at vide hvad han var. Hun havde dog ikke tænkt sig at sige noget. Hun var fast besluttet på at koncentrere sig om den smukke nat, men det var svært når han sad så tæt på

[Shadow]

Han smilte lidt for sig selv og så op på himlen, nød bare den kølige luft fra natten, han så kort på hende, men vendte sig blikket den anden vej igen, han kunne godt vente og det ville han kunne i lang tid, han havde nemlig en god tålmodighed, hvor han havde den fra, vidste han bare ikke selv, sådan var det bare.

[Anna]

Hun rejste sig og gik hen til en bænk der var et par meter længere væk for at se om det hjalp. Men nej. Hun var efterhånden ret irriteret.

[Shadow]

Blake satte sig op og kiggede hen på hende, denne gang var det tydeligt, ikke som det havde været de andre gange, før hen havde det været mere diskret, men denne gang, kom der et lille smil frem på hans læber, imens han så på hende.

[Anna]

Hun kiggede irriteret ud i luften. Hvis der var noget hun ikke kunne klare så var det når folk stirrede på hende. Hun ignorede ham i håb om at han ville stoppe igen