Nature is Life

[Aline Pure Nevini]

Den smukke skov som havde lidt store smerter på grund af krigen var, siden Aline ankom, tilbage til sin tideligere storhed og liv. Den var grøn og blomstrene igen som før krigen. Månen skinnede ned gennem bladene og spejlede sig i den blanke skovsø, som var blevet skabt af vandfaldet hvor Aline havde sin bolig bagved. Hun sad ved breden af søen og vaskede noget af sit tøj, uden at bruge hænderne ganske vist. Vandet i søen gjorde selv arbejdet. Aline kontrollerede alt natur. Jorden, vandet og vejret. Hun var den ældste og mest magtfulde af sin slags, hvilket man ikke skulle tro når man så hende. Hun var dog ikke ude efter magt, hun ville bare beskytte naturen fra alt ondt, det var hendes familie. Naturen havde skab hende ud af sig selv, derfor følte hun sig forbundet med det mere end noget andet.

[Estellé]

Kun et par meter fra Aline dukkede Estellé frem fra skovens skjul, et menneskebarn var slynget over skulderen. Græd, klynkede, hylede højt og sparkede fra sig men ligelidt hjalp det, den slap ikke ud af hendes hjerngreb omkring dens ankel hun holdte den i. Hun smilte blot koldt for sig selv, lagde ikke mærke til Aline, overhovedet.. Lugtede at der var andre, og så også hendes skikkelse, men tog ikke mere notist af hende. De fleste kunne aligevel ikke gøre hende noget. Hun satte sig i græsset og strøg ham blidt over kinden, drengen var godt og vel de 9 år, og havde endnu ikke fundet ud af hvad der ville ske med ham. Hun trøstede ham dog kort, aede ham over kinden igen og hviskede beroligene. Små ord, om at det ikke ville gøre ondt.. at han snart ville komme hjem igen. Hun trak ham blidt ind til ham, bøjede sig ned over hans hals, hvor han kort gav et skrig fra sig og prøvede at kæmpe imod. Dog kun indtil hun havde bidt sig fast, og begyndte at suge.. Da stivnede han blot med opspillede øjne.

[Aline Pure Nevini]

Hun hørte den lille dreng pive og klynke, og kiggede derfor mod det sted lydene kom fra. Hun så en pige med en lille dreng over skuldre, og vidste med det samme at det var en vampyr og hendes bytte. Hun brød sig ikke om den slags, men det var naturens orden. Sådan var vampyre lavet, til at drikke blod. Desuden så var det jo ikke anderledes end at mennesker dræbte dyr og planter for selv at få noget at spise. Alle væsner i verden var vel rovdyr på et eller andet plan? Hun rejste sig fra søens bred og gik over mod dem "Søl ikke naturen til i blod. Det er mig der skal gøre rent bagefter" hendes stemme var mild og venlig, ikke det mindste anklagende.

[Estellé]

Hun ignorerede hende til hun var færdig, til den lille drengs hjerterytme næsten var stoppet og han sank slapt sammen da hun rettede sig op og slap ham, havde ham let over skulderen igen og så over på hende med et let, blidt smil. Var i godt humør denne aften, og så hende kort blot an inden hun svagt rystede på hovedet "Jeg skal nok skåne dig fra rengøringen.. Jeg trænger til noget at fyrer op med senere." sagde hun med et skuldertræk, havde heller intet blod efterladt sig. De få små pletter fra landet på den sorte kjole der var strammet om livet, ellers havde hun slikket de små stik sår rene så ikke en dråbe var landet på jorden i græsset.

[Aline Pure Nevini]

Hun nikkede stille, så var hun tilfreds, hun gad ikke skulle til at finde ud af noget at gøre med den lille dreng, så ung, og ville nu aldrig blive ældre eller opleve glæden ved at få børn selv. Hans lys var slukket, men det var åbenbart sådan det skulle være "Godt, det er også bedre end at fælde et træ.. Et træ er levende, det er den dreng ikke mere." sagde hun med et anerkendene smil. Hun var alt for gammel til at have noget imod døden. Hun havde lært at døden kom uanset hvad, det var ikke noget man skulle prøve at forhindre. At en vampyr drak blod var jo naturligt.

[Estellé]

Hun var en smule glad for at der ikke var bebrejdelse, had, afsky eller blot frygt i kvindens stemme, lod let et par fingre glide igennem hendes hår. Hun var kold overfor døden, ville jo aldrig selv opleve den. Hvad angik de små børn, ofte bedøvede hun dem inden da, men iaften havde hun da blot slæbt ham ud af sin seng. Havde et personligt problem med famillien, og havde nu blot taget hævn for noget for længe siden. Trodsalt havde hun da trøstet ham, han havde ikke vidst hvad der ville ske. "Har du et navn?" spurgte hun, betragtede hende vurderende som for at finde ud af hvem, eller hvad hun var. Slikkede sig kort om læberne der var lyserøde af blod.

[Aline Pure Nevini]

Hun frygtede meget få ting i verden, hun havde trods alt naturen med dig, og det var en god allieret, de eneste hun ikke kunne røre var dem med et helt rent hjerte, eller dem kun med had i hjertet. Dem havde hun dog, i hele sit lange liv, aldrig mødt. Desuden så blev hun sjælent uvenner med nogen, hun afskyede krig og had. Det var ikke noget hun blandede sig i. Medmindre det gik ud over naturen, så skred hun ind med det samme "Mit navn er Aline.. Og dig?" spurte hun venligt. Denne person havde ikke gjort noget forkert og svinede ikke naturen til, så hun så ingen grund til at være andet end venlig.

[Estellé]

Hun var neutral i krige, brød sig ikke om at slås. Medmindre det var abselut nødvendigt, "Estellé er navnet" sagde hun kort, med den stemme der svøbte sig om folk som blød silke. Det lå så ofte til hende, brugte den imod sine ofre. Hun betragtede hende dog stadig vurderende på hende, var kvinden foran hende blot et menneske? Hun fugtede ganske kort læberne og smilte blot blidt, havde intet imod denne kvinde endnu eftersom hun blot var venlig imod hende.

[Aline Pure Nevini]

Hun smilede "Hyggeligt at møde dig Estellé. Hvorfor vælger en ung vampyr at tage ud i skoven med sit bytte? Er det freden og roen der lokker, eller noget andet" hendes stemme var blid som sommervinden og hendes øjne milde og dybe som skovsøer. Hun lignede måske en på 18, men hvis man analyserede hende ord ordenligt, så kunne man høre at hun var noget ældre. Faktisk ældre end de fleste nulevende væsner. Hun vidste at mange ikke kende til hendes slags, og bare så dem som sagn eller en slags skovånder som ikke havde nogen rigtig form. Men hendes slags skjulte sig også tit for ikke at blive brugt mod andre.

[Estellé]

"Roen og freden.. Desuden overnatter jeg her fra tid til anden" sagde hun med et let smil "Desuden er naturen smuk.. Og det er sjældent at der er andre her på denne tid" sagde hun roligt og betragtede hende blot. Kunne ikke placere hendes alder. Hun smilte ganske sagte da hun sagde 'ung'. Helt ung var hun jo ikke.. I forhold til hvad en vampyr kunne blive var hun, sandt. Men ikke efter hendes egen mening, ikke efter hendes skikkelse.. Hun lignede stadig den lille 15 årige tøs som hun var da hun blev bidt, gik igennem dåben. Men hun var paseret de 200 år. Selvom det kun kunne ses i den svage kvindelige elegance der lå i hendes udseende og bevægelser.

[Aline Pure Nevini]

"Ja, naturen er smuk. Og hvis man behandler den ordenligt, så er den også rolig og mild. Men gør man den vred, er det noget ganske andet." Ifølge Alines målestok så var pigen ganske ung, langt yngre end hende selv. Ud fra hendes adfær ville hun gætte på at hun var mellem 200 og 300 år gammel. Hun havde mødt mange vampyre, så som regel gættede hun rigtigt. Men alligevel kunne hun jo tage fejl. Ikke alle var jo ens. Hun kunne jo godt være ældre, men ikke have udviklet sig så meget mentalt.

[Estellé]

Hun nikkede medgivende "Selv naturen kan slå fra sig." sagde hun roligt og så sig kort omkring "Selvom den nu er en smule medtagent hvisse steder" sagde hun med en rolig stemme og smilte blidt til hende, kunne ikke bestemme hvad, hvem, eller hvor gammel denne kvinde var hvilket faktisk irirreterede hende en smule. Hun så let udover vandet "Hvad laver De egenligt herude på denne tid? Det er sjældent her er andre."

[Aline Pure Nevini]

Hun nikkede mens en venligt smil spillede over hendes læber "I den grad, naturen er magtfuld, mere end mange folk tror" sagde hun med tydelig passion i stemmen. Hun kendte ikke til noget bedre end naturen "Krig gør mange onde ting.. Den største er at skade den livgivende natur. Det er mangel på respekt" hun rystede stille på hovedet. Hun forstod ikke krig, det gjorde ikke godt for noget "Jeg bor her.. Bag vandfaldet.. Hvilket andet sted skal man bo når man er en del af naturen.." sagde hun med et mildt smil.