At få stillet sin tørst.

[Estellé]

Det var kun lige blevet ordenligt mørk, men Estellé sad allerede på hug nu. En lille dreng lå bedøvet et par centimeter på de små spidse sko hun bare imens hun sad bøjet over en anden nydelig lille dreng. Hvis perfekte hud skinnede svagt i månelyset. Hun lod læberne berører den varme hud og udstødte et svagt nydene suk, lyden af hans hjerteslag var ganske tydelig i hendes ører, en ung, frisk dreng. Knap 5 år gammel. Der gik et par minutter hvor hun blot kærtegnede hans hud med læberne, og indsnusede den søde duft af det dunkene blod under hans hud, inden hun blottede de sylespidse tænder og bed sig fast i hans hals. Den lille dreng slog øjnene op, udstødte ikke en lyd men stivlede blot underligt og unaturligt imens han langsomt bleg blegere, svagere, indtil han næsten ikke trak vejret og hans hjerterytme næsten forsvandt i hendes ører. Hun slap ham, lod ham dumpe ned på jorden efter at have slikket de sidste par dråber af hans hals. Hun vendte sig imod den anden dreng, der lå uviddene om hvad hun ville gøre. Hun tog ham op til sig, lagde ham i sit skød og snusede endnu engang duften af ham ind, den svage duft af et bankene hjerte. Hun gjorde som før, nød først duften, og at mærke hans varme inden hun begyndte at drikke blodet. Der gik ikke længe før hun også slap ham og tørrede sig om hendes læber der nu var lyserøde af blod og lukkede kort øjnene. Så omkring i natten, så tydeligt som det havde været lyst og betragtede de små barnelig der var døde kun få minutter efter hun var blevet færdig, et par små blodpletter var kommet på hendes hvide kniplingskjole hun havde på, men hun var ligeglad. Hun rejste sig let, slang de små barnelig over skulderen som om det blot var små sandsække. Begyndte roligt at gå, gad ikke skynde sig. Natten var kun begyndt, og dette var hendes tid. Den tid hvor hun kunne sprede skræk, eller blot nyde 'døden', gøre nøjagtig som hun lystede.

[Kirvan]

Kirvan var ude for at jagte han havde allerede dræbt en lille hjort som han sad og flåede og spiste han overvejede ikke rigtigt om der var andre omkring ham han flåede bare den hjort han ahdve nedlagt det var godt nok kun lige blevet aften og han skulle snart tilbage til Rosalin for at bare være der

[Estellé]

Hun gik roligt igennem skoven, ganske lydløst inden hun dumpede dem i en bæk der lige var dyb nok til at folk ville tro de var druknet. Hun smilte koldt for sig selv, blottede kort de lange rovdyr tænder og fugtede læberne der stadig var lyserøde af blod, gned kort fingrene. Det var en halv kold vinternat men de havde givet hende en hvis styrke, og varme. Udover hendes unaturligt lange og spidse hjørnetænder kunne hun ligne en hver anden ung kvinde, selvom hun var betydeligt yngre psykisk. Var en ganske almindelig kvinde i en hver anden forstand. Hun rømmede sig kort inden hun rejste sig, forsatte blot med at gå. Passerede Kirvan med en hvis afstand, så på ham med den største foragt. Hun kunne ikke forstå hvorfor man skulle nøjes med dyr, det var kun hvis man virkeligt brændte på at det kunne gå. Mennesker var varme.. Man kunne høre deres skrig, lege med dem.. Tro de kunne være heldige at få noget som ingen andre ville. Men endte altid på samme måde, som hende, nattens sommerfugls offer. Og mange blev først opdaget sent - De 2 drenge hun netop havde smidt i bækken, var eksempelvis først blevet meldt savnet et par få timer før. Hun havde taget dem 2 nætter forinden, havde ikke nået at drikke af dem, så havde blot holdt dem bedøvet hos sig indtil natten faldt på.

[Kirvan]

han kiggede op da han hørte noget ved en bæk og så en kvinde en und kvinde så det ud som om men igen ville han ikke tro uden at vide desuden kunne hun være alt fra 17-30 han stoppede med at flå dyret og sad og stirrede på hende det var ikek frodi han behøvede blod eller noget han spiste kød og mennesker ville han ikke dræbe uden de havde gjort ham noget

[Estellé]

Hun sendte ham et blik, et koldt og føelseskoldt blik, fyldt med mere foragt end et menneske nogensinde kunne præstere. Men stadig var de blå øjne der næsten lyste svagt op i mørket lokkende, udfordrene, hadefulde men smukke og fængslene. Nogen man uden tvivl hurtigt kunne falde i stave i, selvom hun blot lignede enhver menneske unge på de 14-15 år, var der en hvis kvindelig hed i hendes træk og bevægelser. Hendes øjne var ikke blot en lille piges, hun hvæsede svagt af ham som advarsel for at gøre hende noget, hvæsede lavmælt som en kat ville have gjort det, blottede dog ikke tænderne. Hun sendte ham et svagt, hånende og bedreviddene smil. Et der blot strålede af arrogancen hun følte. Hun ikke blot troede, nej, hun vidste skam hvor meget bedre hun var end ham. Ihvertifalde i hendes egne tanker.

[Kirvan]

hans kæber formede sig i noget der lignede et smil han vidste godt hvad hun var nu og det var derfor hun hverken var bange for ham som de fleste var men hun følte sig overlegen men det var hun sådan set ikke dog ville han nok ikke kunen dræbe hende men forsvare sig mod hende længe nok til at komme væk

[Estellé]

Hun var svær at besejre, sollys og ild var de ting der kunne gøre det af med hende. At hugge hovedet af hende, fraskærer hende lemmer eller bore en træpæl igennem hende.. Intet af dette bed på hende, det gjorde ondt - Selvf. gjorde det det! Men hun ville klare det. Regenere, det ville ikke tage så lang tid. At falde fra 18-20 meter ville kun efterlade en smerte i kort tid. Måden at dræbe hende på var simpel - Og krævede hverken sølv, kors, træpæle eller våben. Nej. At ødelægge hendes jordiske rester var den eneste måde at ødelægge hende helt, så hun ikke på noget tidspunkt ville komme tilbage. Hun lod let et par af de lange negle glide over en af buskene, betragtede let skovens pragt. Så, skoven så tydeligt som i sollys, trods at mørket sluttede sig tæt om alt på denne tid. Hun skævede ganske kort tilbage imod dyret, der mæskede sig i en enkel hjort. Simpelt. Primitivt efter hendes mening - At være beriget med evnen til at kunne nyde blod og kød, på en anden måde end alle andre skulle ikke blot forspilles på simple smådyr.. Det var kun på lange skibsrejser. Hvor hun ikke ville skabe panik, og blive opdaget at hun nøjedes med den slags småkost og det var meget imod hendes vilje. Det hændte, at havde hun ikke fået slukket sin tørst, ikke fået den næring hun havde brug for, inden natten var ovre, så kunne hun kaste sig over et simpelt dyr.

[Kirvan]

Da Kirvan var færdig med dyret lod han sig glide ind i mørket og op i et træ han vidste godt hun kunne høre hans hjerteslag derfor blev han rolig så ikke at det ville lyde som om han var ude på noget han fulgte hendes bevægelser med sine øjne og betragtede hende meget nøje for at prøve at forudse hendes næste træk

[Estellé]

Hun ignorerede ham, hørte hans fodtrin. Hver gang han satte sine fødder et sted kunne hun høre det, sammen med hans åndedræt, og hans hjerteslag. Hun frygtede ham ikke, prøvede han på noget ville han ikke få det særlig godt. Hun lod let et par fingre glide over en lille læder snørre med et lille stykke guld i. Udformet som et underligt symbol, et pentagram. Det var en hun havde fundet i den ene af drengene små lommer, da hun havde taget hvad der var tidligere inden hun bed dem.

[Kirvan]

Kirvan listede sig afsted praktisk talt lydløst han morede sig ærligt talt over at følge efter hende og vis hun opdagede ham ville han sagtens kunne få hende væk og komme et stykke væk igen så hun ikke kunne skade ham så meget og desuden var han hurtig og det var jo meget godt