Surprise, little friend

[Theis]

Theis så på madvarerne i butikken. Han var sulten, og kunne bare stjæle noget mad fra en mindre beskyttet butik, eller måske fra en af skraldespandene, men han havde tjent disse penge ærligt ved at løbe erinder for en af de andre ejere og følte derfor han skulle bruge dem lige så ærligt. Problemet var bare, at han ikke kunne bestemme sig hvad. Det var derfor han normalt valgte at stjæle ting. Han ville have kød, men havde ikke helt penge nok...

[Meria]

Meria gik rundt inde i imellem butikkerne i Dark. Ved hendes side stod en høj vagt som Anna havde bestemt skulle følge hende hvorhen hun gik. Selvom hun strittede meget imod det. Hun havde en rød kjole på og de sorte øjne kiggede overalt med et nysgerrigt blik. Hendes røde hår hang bare ned uden at være sat op. Hun havde været Prinsesse over Dark et lille stykke tid nu og folk bukkede allerede når hun kom forbi dem og det gjorde hende meget rød i kinderne da hun ikke var vant til det.

[Theis]

Theis vendte sig og gik ud af butikken med et lille, groft brød og så ikke at det var prinsessen der kom. Han var på vej til at skubbe sig forbi hende, da han lagde mærket til den store vagt og stivnede overrasket. Han spærrede øjnene mere op da han så prinsesse Meria, og brødet faldt ned på den mudrede og beskidte jord for hans fødder. Flugt var det eneste der for gennem hans hoved, og han var ved at vende sig om for at løbe da han kom i tanke om brødet og satte sig på hug for at redde det først.

[Meria]

Meria fik hurtig øje på en dreng der så rimelig fattig ud og fik medlidenhed med ham, for ikke så lang tid siden havde hun også været sådan. Hun løb hurtigt hen til ham og satte sig på hug og fik brødet renset med magi. "Værsågod" sagde hun smilende og gav ham det helt rene brød nu.

[Theis]

Theis stirrede på Meria med store øjne, og hans tunge var stadig som klistret fast til ganen. Hun var så rig, og hun var prinsesse, hvorfor gjorde hun så brødet rent for ham? Hvad ønskede hun af ham siden hun hjalp ham? Ville hun have at han nu tjene hende som en slave? Så kunne hun tror om igen, ja hun kunne. Han rejste sig og overvejede at flygte igen, men valgte, efter et blik på den store vagt, at lade være. Kunne manden indhente ham hvis han ville? Ja, sikkert. Han tvang sig til at fremstamme et tak og så afventende på Meria.

[Meria]

"Det var så lidt" sagde hun og tog hans hånd og gik over til vagten. "Han er min ven" forklarede hun ham hurtigt og satte kursen imod slottet. Drengen så sulten ud og Meria vidste selv hvordan det var, så hun havde tænkt sig at give ham en masse mad og noget nyt tøj der ikke så let blev slidt.

[Theis]

Theis fulgte med, for bange til at stritte imod. Slottet havde for ham altid virket stort og dystert, fuld af rigmænd, kongefamillien og andre magtfulde folk. Tanken om om hun ønskede ham som slave kom igen, og den føltes mere logisk nu hvor hun førte ham opad mod den dystre bygning. Hvordan var han kommet ind i det her? Han tog hurtigt et par bidder af brødet, som om hun ville tage det fra ham hvis han ventede for længe med at spise det. Hun kaldte ham en ven? Var det måske for at få ham til at blive rolig, så hun fik ham op og fik gjort ham til slave? Det gav ham kuldegysninger. Han havde aldrig prøvet at være slave, men det lød ikke som noget rart. Det var sådan nogle folk ejede, og som var længere nede i hierarkiet end gadedrenge var.

[Meria]

Hun hev ham med ind i slottet og ind i køkkenet. Hun gav hurtigt besked på kokken til at lave noget ordenligt mad. Hun hev Theis ned på en stol og lidt efter blev et lækkert måltid mad serveret for ham. "Jeg hedder Meria, hvad hedder du?" spurte hun venligt og smilte til ham.

[Theis]

Theis kastede sig sulten over maden, hans tanker sløret af lugten, og det var først da han var halvvejs gennem maden at han tænkte på at maden måske var forgiftet eller der var en eller anden form for bedøvelse i. Han var tavs længe, hvor han mærkede om han var sløv eller havde ondt i maven. Da det eneste der gjorde ondt i kroppen var sulten, mumlede han et hurtigt "Theis," og spiste så igen som om han ikke havde set ordenlig mad i flere år... Hvilket han jo ikke havde.

[Meria]

"Jamen så hej Theis" grinte hun og smilte stort. "Bare sig til hvis du er mere sulten, vi har rigeligt med mad, og bare rolig jeg går ikke ind for slaver og der er heller ikke gift i din mad, hvis der er må du gerne sprætte mig op" sagde hun og grinte. "Hvor gammel er du?" spurte hun.

[Theis]

Theis gjorde sig færdig med maden før han igen valgte at svare hende, og inden det var der noget andet der var vigtigere. "Jeg vil gerne have mere mad," sagde han, selvom han næsten ikke mærkede sulten længere. En lettelse, men også noget der gjorde ham forvirret, som om han ikke længere var i sin egen krop, men i en fremmed. En fremmed der hørte til her. Det gjorde ham utryg, og han ville tilbage til sin hule under jorden, men tanken om maden fik ham til at blive. "Jeg ved ikke hvor gammel jeg er," sagde han. "10 eller 11, hvis det jeg kan huske passer. Min mor gjorde aldrig noget ud af fødselsdage, og derfor er det ikke nemt at huske, men det var vidst i April, et eller andet tidspunkt." Han sad lidt uroligt og ventede på mere mad, og han følte sig ikke mere tilpas end før, men Meria lod til at være venlig. Instinktet skreg både for at være mere forsigtig og på at komme væk, men også om at denne mærkelige pige faktisk ville ham noget godt. Han var stadig parat på at hun ville forlange noget af ham, men han begyndte langsomt og modvilligt at slappe af.

[Meria]

Hun smilte og lidt efter blev der stilt en masse nyt mad foran ham. "Så er du jo på alder med mig" sagde hun og grinte. "Hvordan var din mor?" spurte hun og kom til at tænke på sin egen der bare havde afleveret hende hos en gammel dame. "Når du gå herfra så tag en masse mad med. Og nede ved stranden i kanten henne ved klipperne er der nogen rigtig gode spiselige muslinger, du skal bare koge dem og putte lidt rosenblade i, så smager de himmelsk" sagde hun og smilte da hun selv havde gjort det massere af gange.

[Theis]

Theis nikkede taknemmeligt, og stirrede lidt på hende. "Min mor var meget sød. Eller, det jeg kan huske af hende. Hun lod mig gøre alt så længe vi stadig havde penge til at overleve, og hun ønskede at sende mig i skole når vi engang fik råd til det. Men i vores familie er det ikke normalt at fejre fødselsdag som jeg har set det i andre familier. Hun blev slået ihjel engang en fuldmåne, af en... af en dum person." Det kunne lige så godt være af en varulv, som den varulvejæger der gjorde det. Han begyndte igen at proppe i sig, som for at skjule hvor ked af det han var, fordi hans mor blev taget op.