|
|
Post by Qimrel on Jan 17, 2009 23:24:27 GMT 1
"Min gode herre, vi vil gerne være alene," sagde Qimrel høfligt, men hans øjne lynede, og et sted under bordet hvilede hans hånd på kniven, selvom han for alt i verdenen ikke ønskede at bruge den. Kwamma knurrede faretruende, lige så meget på grund af lugten af for meget alkohol som på grund af dens herres irritation og på grund af synet af et eventuelt tyveri. Den vidste dens herrer hadede slåskampe, men hvis manden gik med pengene ville den ikke tøve med at springe på ham.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 17, 2009 23:34:37 GMT 1
Manden lænede sig tilbage og mødte sløvt Qimrels øjne. "Selvfølgelig." sagde han og trådte et skridt tilbage. Rikku trak vejret dybt, taknemmelig endelig at kunne trække vejret frit igen. Hun rømmede sig højlydt og styrede med en lethed sin vrede. "Jeg er sikker på at du kunne tjene mange gode penge, sådan en mand med din størrelse." sagde hun. "Også derfor ser jeg ingen grund til at du skal forlade bordet her med mine penge i hånden." Et lille smil lå på hendes læber. Manden så ud til at overveje situationen og gloede så tilbage på sine venner. Han rakte modvilligt pengene mod hende, men da hun rakte ud efter dem greb han fat i hendes håndled. "Ikke så hurtigt, skat," hvislede han og hun spærrede øjnene op i afsky. "Hold dig væk." hendes stemme var cold.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 17, 2009 23:49:41 GMT 1
Kwamma reagerede først. Hun havde bakket tilbage fra Fyra, og nu sprang den først op på bordet, som lige netop undgik at vælte, og derefter sprang hunden videre over på manden. Selvom hun ikke var meget stor, fik tilløbet op på bordet hende til at få kraft nok på til at vælte manden. Qimrel rejste sig også. "Det var ikke pænt," sagde han bare, og det lå usikkert i luften om det var manden eller hunden han bebrejdende, mens manden lå ubevægelig på gulvet. Hans hals var mellem hundens kæber, og trods den stærke beruselse fra alkohol var han blevet klar i hovedet af overraskelse og chok. Han vidste, at når hunden lå sådan over ham, risikerede han at skade sig selv ved at rive hunden af. Imens havde mandens venner sat sig i bevægelse.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 17, 2009 23:59:39 GMT 1
De var fem der kom nærmere. Rikku kiggede ned på Kwamma og holdt et bredt smil tilbage, da hun så mandens uheldighed. "Hvad gør vi?" spurgte hun i stedet ud af mundvigen mod Qimrel. Hun kunne drille ham senere, lige nu var glad nok for at han var på hendes side. Hendes øjne var nervøse... Ikke for hendes eget helbred men for... Hun stivnede da det gik op for hende. Et meget lavt nej slap over hendes læber. det er for pengene, jeg bekymre mig om pengene, overbeviste hun sig selv om i sindet. Mændene kom nærmere.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 18, 2009 0:15:10 GMT 1
"Jeg foretrækker at forlade festen når det når så langt." Han skævede til folk omkring dem i håb om at få hjælp fra den side, men det lod til at være en tåbelig tanke. Folk havde hurtigt fjernet sig fra de nærmeste pladser, og glimtet i de flestes lod til at var spændthed for at se hvordan problemet udviklede sig og løstes, uden de selv ville være med til at løse det. Irriterende svæklinge, tænkte han, men fortryd det med det samme. Det var vel i sidste ende ikke deres problem.
De fem kom nærmere, og de satte farten op. De kom alle fra samme side, og der var mulighed for flugt, men Kwamma ville måske ikke kunne nå med. Hun var i en næsten lige så dårlig stilling som manden under hende. Kroværten og hans folk var ude bagved, så der var ikke mulighed for hjælp der. De fem var tættere på. Hvis de kom ud, hvad ville de så kunne gøre? Han havde ingen hest, men havde Fyra? Han ville være sikker på at hun havde det godt før han rejste videre, og hvis mændene fulgte med ud efter dem, ville de måske ikke få en hest med sig. De fem var næsten ovre ved dem. Kwamma kunne komme med hvis manden under hende blev distraherede. Et snit i armen dræbte ham vel ikke, og Kwamma ville kunne komme med ham. Det afhang altså om Fyras hest.
"Har du hest?" spurgte han hurtigt gennem mundvigen og trak sit sværd.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 18, 2009 0:27:29 GMT 1
"Nej.. Desværre ikke." svarede hun tilbage. Hendes tanker lå omkring hvorvidt hun skulle gemme pengene og om en sang hun skulle ha' skrevet - og allermest om hvad hun for alt i verden helst ikke ville tænke på. Hun kiggede kort på Kwamma og derefter på Qimrel. Hun stirrede på sværdet og tænkte hurtigt alt igennem. "stol på mig nu..." hviskede hun for lavt til at andre end Qimrel kunne hører hende. Hun kiggede på den nærmeste mand og udbrød pludselig: "SE!" hun spærrede øjnene op og pegede. Manden og hans kumpaner vendte sig om og stirrede der hvor hun havde peget. Selv manden der var fanget under Kwamma sendte et blik ud af øjenkrogen mod væggen.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 18, 2009 0:33:11 GMT 1
"Vi går ud," mumlede han uden at sige at det med mangel på heste var en god ting. Han tog et fast greb i hendes hånd, sprang forbi et bord og var ved at falde. Han bandede indvendig over sine ankler og løb videre, og bag dem kom Kwamma springende, fri fra sit offer. Længere bag dem kom kroværten og begyndte at råbe op, men Qimrel hørte ikke hvad han sagde, åbnede istedet døren for hunden, der havde overhalet dem, og løb ud og lukkede den efter dem.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 18, 2009 0:39:33 GMT 1
Rikku holdt godt fast i hans hånd selv efter de var kommet udenfor. Hun havde nået at tage sine penge fra manden og var egentlig godt tilfreds med sig selv. "Og nu?" spurgte hun så og kunne hører hvordan mændene havde fattet at de var blevet narret. Hendes blik blev øjeblikkeligt nervøst og selv om hun forsøgte at skjule det brød bekymringen alt. Hun stirrede på døren og forventede hvert sekund at den sprang op. ikke for første gang indrømmede hun at hun burde have lært at kæmpe. Eller i det mindste havde lært selvforsvar...
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 18, 2009 0:45:36 GMT 1
"Vi fortsætter med at løbe," svarede han og tvang hende til at løbe videre. "Folk er forskellige når de bliver fulde, og hvis bare en af dem er stædig, risikere vi at de følger os flere kilometer før de opdager at de er langt hjemmefra. Jeg tror de føler sig snydt af os." Han bandede igen indvendig da hunden dansede så tæt forbi ham at han næsten faldt over den. Hun er for glad for at løbe, tænkte han irriteret da han så hendes begejstrede tunge hænge ud ved hendes mundvig.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 18, 2009 0:56:27 GMT 1
Hun løb med og kiggede sig ikke tilbage. "Det gør de sikkert." sagde hun lavt. Hendes øjne hang ved vejen foran hende og hun mærkede hvordan lettelsen bredte sig. Men de kunne stadig følge efter dem, mindede hun sig selv om og bekymringen kom tilbage. Hun kiggede kort på Qimrel og på Kwamma mens hun tænkte sig om. Løbning generede hende ikke, men det gjorde den del med at hendes kjole gled endnu længere op over hendes ben. Hun sukkede lydløst og prøvede at tænke sangen hun skulle lave. Bekymringen lod sig dog ikke slå og vendte tilbage som en hammer. Hendes blik blev igen lammet af bekymring og hun skævede konstant til Qimrel og hunden.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 18, 2009 1:03:39 GMT 1
Qimrel blev alt for hurtigt forpustet, men det var der ikke noget at gøre ved. Kwamma var, til hans irritation, stadig frisk, om end lidt svedigm og hun virkede mere og mere begejstret for hvert galopspring hun tog, og satte desuden hele tiden farten mere op. Det var først da han faldt, ikke af udmattelse, sagde han bestemt til sig selv, men takket være anklerne, at han besluttede sig for at holde en pause. Egentligt havde han ret i det med anklerne.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 18, 2009 8:57:26 GMT 1
Rikku kiggede forstrækket ned på ham da han faldt. "Qimrel! Er du okay?" spurgte hun bekymret og fortrød med det samme tonen. Hun bed sig i læben og kiggede ud til siden. Et lille stykke væk fra vejen var der en lille smule skov. Så kiggede hun ned på Qimrel igen, denne gang med et spørgende udtryk i øjnene.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 18, 2009 11:22:22 GMT 1
"Nej, jeg har det fint," svarede Qimrel, og Kwamma lagde sig ved siden af ham, let pustende og svedig, men stadig frisk på endnu et 'kapløb'. Qimrel rejste sig og gned en hudafskrabning, han netop havde fået på den ene arm. "Kender du til hypermobilitet?" spurgte han så og skulede ned til sine fødder. Kwamma havde rejst sig i det samme den så sine ejer gøre det, og hoppede nu rundt for at få ham til at løbe igen. "Du er ufatteligt medfølende," sagde han irriteret og bebrejdende, og skulede til hunden.
|
|
|
|
Post by Fyra on Jan 18, 2009 11:39:08 GMT 1
Rikku smilede lettet da det gik op for hende at han ikke var kommet rigtig tilskade - og fortrød med det samme igen. "Ja, selvfølgelig kender jeg til hypermoblilitet..." sagde hun så med et smil og vendte sig væk fra ham. Lige så snart han ikke kunne se hendes ansigt, blev det fyldt med forvirring, bekymring og frygt. Det er unaturligt! Jeg er syg! der er helt sikkert noget galt med mig, tænkte hun desperat og trykkede sine rystende hænder mod hinanden. En stærk følelse samlede sig i hende og det var ikke vrede... Hun skævede hen mod Qimrel og prøvede at skubbe den væk. Det må.. Det er melidenhed med ham.. Melidenhed, ja.. fordi.. fordi... fordi han ikke har særlig mange penge... Hun tænkte ordene så mange gange at de begyndte at lyde rigtigt i hendes hoved. "Vi kan gå derover..." Sagde hun så og pegede mod skoven.
|
|
|
|
Post by Qimrel on Jan 18, 2009 11:48:20 GMT 1
"Ja, det kan vi godt," sagde Qimrel, og Kwamma sprang henrykt højt i vejret da han satte sig i bevægelse, og løb i forvejen ind mod skoven, men fortrød dog og løb tilbage mod dem, og vendte sig så mod skoven og løb tilbage mod den. Hun gjorde dette indtil det var kommet helt hen til skoven, hvorefter hun lagde sig ned på ryggen og ventede på at de skulle komme med en videre beslutning.
// begge, out
|
|
