morgen

[spurv]

spurven skrappede op. den var blevet sur. Ea fik en skidt frudanelse men kunne intet gøre da spurven fløj fram mod manden og bumpede hordt ind i hams arm før den fløj helt væk, hun så trist efter den og rystede på hovedet med et opgivende suk *lær han da aldrig at forstå* tængte hun trist

[xara]

da spurven fløj ind i ham faldt han næsten men nåede lide at komme op igen "wow hvad var det dog hvad gorde ham sur eller det der nu skete med ham" sagde han overrasket nu brød han sig faktisk mindre om fugle end han havde startet med men fuglen var nok heller ikke helt normal det plejede de da ikke at gøre

[spurv]

hun sukkede opgivende og så trist på vennen. "jeg ber om forladelse på min vens vegne han er en meget følsom en af slags" hendes stemme var trist . hun bukkede let før hun rettede sig op og så efter spurven men vidste han ikke ville dukk op igen før hun fløj sin vej. " han bryder sig ikke om man snakker hen over hovedet på ham" sagde hun i et mælende tne fald og prøvede at få manden til at forstå

[xara]

"det er da forståeligt sådan vilel jegd a også have det vis det skete for mig" sagde han og grinte let dog ikke fordi han syntes det var sjovt men af medlidenhed til fuglen "jeg tilgiver den lille fugl han ved jo ikke bedre det lille pus" sagde han og satte sig ned på en sten der var i nærheden han var træt af at stå op

[spurv]

hun smilte og nikkede. "mange tak han er ligesom et barn" sagde hun roligt. hun kiggede sig en ekstra gang mod træet før hun flede vingerne ud og satte sig, de var fr lange til at hun kunne havde foldet sammen npr hun sad på jorden for så vile hun bare side på dem. så hun stragte em i sit fulde længde og lænede sig tilbage mod en træstamme