Mørke

[Anna]

Anna kom langsomt gående lidt uden for barrakerne. Det var det eneste sted hun turde gå for tiden, da hun var sikker på der var nogen der passede på hende i nærheden. Hun satte sig op af et træ med et suk. Dagene uden blod havde sat sit spor på hende, hun havde ikke fået alle sine kræfter tilbage endnu. Hun tænkte også stadig over de ting Rufus havde sagt. Hun trode ikke på dem, men hun kunne ikke lave være med at tænke over hvad hun ville gøre hvis det var sandt.

[Meria]

Meria sad i et hjørne og græd højlydt. Hun vidste ikke hvor hun var løbet hen hun var bare bange og havde løbet alt hvad hun kunne væk fra den gamle dame. Den gamle dame var blevet så sur på hende at hun havde slået hende op til flere gange. Meria sad bare og græd imens hun prøvede at se hvor den gamle dame havde slået hende, men hun opgav hun kunne ikke se noget pågrund af tårene

[Anna]

Hun kiggede op da hun hørte en græde. Hun fik øje på en ung pige der sad alene og så meget ulykkelig ud. Hun rejste sig og gik hen til hende. Hun havde altid haft et svagt punkt for børn. Hun satte sig på knæ foran hende og kiggede mildt på hende.
"Hvad er der i vejen?" sagde hun blidt

[Meria]

Hun krympede sig bare da kvinden talte til hende og græd endu mere. Hun gemte hovedt ned i den hvide kjole der snart mere var sort end hvid, man kunne se flere steder på hendes arme at der var store blå, røde mærker samt nogen store rifter efter nogemeget lange og skarpe negle

[Anna]

Hun kiggede bekymret på hende
"Hvad er der min kære, hvorfor græder du, hvad er der sket med dig" sagde hun mildt

[Meria]

Hun græd stadig og kunne ikke høre hvad kvinden sagde fordi at tårene blorkerede hendes tænkegang

[Anna]

Hun satte sig ved siden ad hende og lagde armen om hende.
"Såså min søde, du skal ikke græde" sagde hun mildt

[Meria]

Hun puttede sig ind til kvinden og prøvede at stoppe med at græde, men det var for sent tårene strømmede ned af hendes kinder og de ville bare ikke stoppe med at komme

[Anna]

Hun holdt hende ind til sig og aede hende blidt på hovedet
"Min søde skat, hvem har dog gjordt dig så ked af det" sagde hun blidt

[Meria]

Hendes røde hår hev nærmest fat i hendes hånd da hun aede hende. Da hun fik lidt mere kontrol over tårene kiggede hun op på kvinden hende øjne var stadig våde og fyldt med sorg. "Den gamle kvinde" hendes stemme knækkede over da hun sagde det og tårene begyndte igen at strømme ned af hende kinder

[Anna]

Hun kiggede mildt på hende og tørede tårende væk fra hendes kinder
"Hvilken gammel kvinde" sagde hun blidt. Hun var vred inde i sig selv, hvilket monster ville skade et barn

[Meria]

Hun snøftede lidt "Hun...hun" stammede hun og puttede sig ind til hende, hun vidste faktisk ikke engang hvad den gamle kvinde hed hun havde altid bare kaldt hende 'Den Gamle Kvinde' eller 'Troldkvinde'.

[Anna]

Hun aede hende stadig på hovedet og hold hende blidt ind til sig
"Det skal nok gå min kære, det hele skal nok gå" sagde hun blidt

[Meria]

Det røde hår begyndte stille at bevæge på sig og begyndte lige så stille holde om kvindens hænder. Meria bemærkede ikke noget og kiggede bare op på kvinden "Hvem er du?" spurte hun med rystende stemme

[Anna]

Hun kiggede mildt på hende
"Jeg hedder Anna" sagde hun roligt. Hun synes ikke der var nogen grund til at sige hun var dronning. "Hvad hedder du min søde" sagde hun blidt