Thief

[Qimrel]

"Vi kunne også bare sige at du gav mig mine penge. Jeg hader at slås." Qimrel gik et skridt frem, så han stod samme sted som før han blev skubbet tilbage, og stirrede koldt ind i den andens øjne. Han havde fået dæmpet sit raseri en smule, og det havde udviklet hans viljestyrke. Hele hans krop spændtes, ben, arme, hænder, og han lagde mærke til at de nu stod så tæt på hinanden at han kunne give den anden mand en skalde. Han tog et skridt tilbage.

[Ekoe]

Ekoe grinede pludselig. "Smukt. En fredskrævende bonde." han rystede opgivende på hovedet og svang så armen frem for sig med en hurtig bevægelsen, der på samme tid virkede sløv og skarp. Kniven lyste kort op, kun få centimeter fra Qimrels ansigt. "Jeg har virkeligt intet mod at banke dig men... Det ville være synd og skam." Han smilede iskoldt og hans øjne lyste af pludselig kampiver.

[Qimrel]

Qimrel sprang tilbage og trak sværdet, som altid en skræmmemetode han brugte før han begyndte at kæmpe, en sidste chance for begge til at trække sig ud. "Jeg ønsker virkelig ikke at kæmpe," sagde Qimrel igen, og ignorerede igen at han blev kaldt bonde, da han egentligt også var det før hans familie flyttede til landet i midten. "Kender du forresten en der har hul i foden? Er han en af dine venner?"

[Ekoe]

"Det tror jeg ikke. Men jeg kender en, som har en fætter der har fået boret hul i foden... Jeg gætter på at det var dig der gjorde det?" Han smilede køligt og havde så to knive i hænderne. Han rakte en hånd ud og lod klingen glide langs muren. Der lod en skinger lyd, da han fjernede den og trådte frem mod Qimrel.

[Qimrel]

"Nej, en af mine venners fætter gjorde det," sagde Qimrel uskyldigt og tog sværdet over i sin anden hånd. Den gode hånd. Han ville ikke smide det fra sig før det var yderst nødvendigt, fordi det normalt gav ham et godt overraskelsesmoment. Han kunne ikke begå fejl med denne fjende, og han bad en stille bøn til højerestående magter om ikke at lade hans ankler opføre sig pænt.

[Ekoe]

Ekoe grinede og nikkede. "Med sikkerhed. Jeg er nu ligeglad." han svang kniven frem for sig og trådte et skridt tættere på igen. Han øjne var faretruende rolige og hans bevægelser i fuld kontrol. Der var ingen tvivl om at han var god til at bruge knivene og han svang den modsatte hånd - med kniv- frem for sig.

[Qimrel]

Qimrel parerede kniven, trak et skridt tilbage, tog sværdet til den ene side, så det hele var ubeskyttet, i et håb om at manden ville springe frem i åbningen, og svang så sværdet hårdt mod manden - og slap. Sværdet fløj gennem luften med stor fart, trak kniven og stillede sig igen parat til et angreb, hvis sværdet missede målet.

[Ekoe]

Ekoe drejede sin egen kniv og svang den, så den snittede sværdets side og sendte den i en anden retning, uden om hans skulder. Alligevel snittede den ham, og lavede et tyndt snitsår, hvilket ærgede ham, da skjorten ikke var helt normal. Han kiggede igen på manden og hans øjne var vrede nu. "Det kunne du ikke være bekendt. Jeg prøver jo ikke at dræbe dig, jeg ville bare," han sprang frem og svang knivene i halve bevægelser, var kun lige ved at ramme hver gang, som små trusler. "-slå dig ned." han svang kniven mod manden skulder.

[Qimrel]

"Jamen, jeg er da også glad for at bløde lidt, skal du se," svarede Qimrel og stirrede stift på Ekoe. "Desuden er det en meget snart desperat mand du har foran dig, hvis du ikke giver mig mine penge." Han skulle til at hæve kniven da der pludselig hørtes hundegøen. Kwamma kom springende med tungen uden af munden og stoppede op ved Qimrels side. "Jeg sagde du skulle vente ved kroen!" sagde Qimrel bebrejdende, men stadig uden at flytte blikket.

[Ekoe]

"du har hund?" Ekoe grinede. "Fårehyrde? jeg troede det var kvinder der havde det arbejde." sagde han, dog uden at flytte blikket. Han var ligeglad med hunden, men ville den blande sig i kampen ville han nok komme til at slå den ihjel. Det var ikke lige frem et ønske han havde, om at blive dyremishandler, men hvis hunden kunne finde på at bide ham, måtte han dræbe den.

[Qimrel]

"Kvinder og børn," forklarede Qimrel og ændrede måden han stod på, så han var mere parat til et angreb. "Mest børn, for at være ærlig. Der er også mænd der har det arbejde, men det mer' kvinder, og mest børn. Og det er langt fra alle der har hunde. Det er kun ved store flokke, og der har man desuden tit to." Kwamma snerrede og viste sine tænder.

[Ekoe]

Ekoe snerrede tilbage af hunden, højere og mere hidsigt end hunden havde gjort. Han flyttede kort blikket ned og stirrede på den, inden han flyttede blikket tilbage på Qimrel. "Du benægter altså ikke?" hans stemme var som is og hans øjne som sten. "Det var pudsigt... Men det her bliver din sidste chance. Flyt dig."

[Qimrel]

"Jeg har desværre ikke råd til det, makker, som du vidst allerede har hørt. Jeg flytter mig ikke, om det så koster mig mit liv." Det var først da han havde sagt det at det gik op for ham at det meget vel kunne blive prisen, men han var pludselig sikker. Han ville give sit liv for det. Men Kwammas... Nej, det ville ikke være fair at blande hende ind i menneskenes problemer. Imens stod Kwamma uforandret snerrende, selvom det nu var højere, som om hun ikke ville lade et menneske få hende.

[Ekoe]

Ekoe lavede en lille bevægelse og en kniv sang gennem luften med skræmmende fart mod Qimrels hoved. Lige bag den kom endnu en, men denne var anerledes, smal, tynd og næsten uden skaft og usynlig i luften. Morder våben. Han gad ikke at kæmpe og ville gerne hjem nu. Det var tydeligt. Han overvejede at gribe til en endnu hurtigere måde at få afsluttet det på, men ville først se om Qimrel overlevede første angreb.

[Qimrel]

Qimrel gled til side på en underlig måde, og stoppede den sidste kniv - mordvåbnet - da den første var undgået. Kwamma spran frem mod ham uden en lyd, og selvom hun ikke var stor var hun stærk, og der var kraft i hendes angreb. Qimrel sparkede ud efter Ekoes ben, et forsøg på at få ham ned at ligge, og svang samtidig kniven mod hans skulder i et modangreb.