|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 20:42:49 GMT 1
hun så vhokeret efter ham, og kunne mærke livet sive ud af ham hvis han ikke lagde sig ned nu ville han ikke komme meget mere end en meter. det var ikke rigtigt.. hun rejste sig forfærdet op " lad vær at bruge krafter, ellers dør du." hendes stemme var forfærdet, hun kunne leve med naturen gik sin ganh men dette var unaturligt det var ikke hans tid endnu
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 19, 2009 20:47:33 GMT 1
han stoppede op "jeg har brug for blod til at overleve jeg har overlevet længe og vis ikke du vil hjælpe mig skla jeg nok klare mig selv" sagde han hårdt men mærkede godt kræfterne slippe op han måtte stødte sig op ad et træ var dette virkelig virkelig enden på hans liv vis ikke han overlevede dette ville han aldrig komme til at se Meria eller Anna igen og på en eller anden måde fik han flere kræfter pludselig han kunne ikke tillade sig at dø han begyndte at gå bare langsomt som om han havde fået for nyet energi
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 20:52:00 GMT 1
hun så forfærdet efter ham " min natur forbyder mig at gi dig hvad du beder om, så tag lidt fra, mig jeg ved det er for stærkt men hvis du nøjes med lidt vil du blive resk" hendes stemme var fast. hun vidste nok om det til at vide det her. " det vil gøre ondt, men" hendes ord var lidt laver " det ikke meningen du skal dø her" hun undlod at nævne hvorfor hun vidste det. men hun stod allerede tæt på ham.. det var noget af et ofer for en engel at tilbyde sit blod og, hun kunne mærke sit hjerte slå *hold så op, der er ingen anden ulighed 'skændte hun sig selv " jeg ber dig"
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 19, 2009 20:54:20 GMT 1
"jeg behøver ikke blod fra dig Engel men du skal have tak for at redde mig kroen er derovre og de er alt for fordrukne til at kunne gøre noget ved det desuden kan jeg ikke tillade mig at dø for mit barn og min kone" sagde han bestemt han gik igen hurtigere mod kroen det var faktisk første gang han havde omtalt Meria som 'sit barn'
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 21:00:25 GMT 1
hun smilede ved hans varme ord men så så forfærdet på ham bange for hvad han ville gøre ved menneskende hun kunne ikke lade ham drabe nogen uanset hvor svag han selv var 2 du vil vel ikke" hun gik i stå og kigged bange efter ham.. hun anede erligtalt ikke hvad hun skule gøre
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 19, 2009 21:03:47 GMT 1
"bliv udenfor det kan blive grimt" sagde han venligt eller så venligt han lige kunne snakke nu han gik ind i kroen og ganske rigtigt lå folk fordrukne til hans held han tog en af dem og hans sult tog over han hamrede sine tænder ned i hans hals han skreg og prøvede at få ham af men han kunne ikke nu da han begyndte at få kræfter igen sårene og blodet på hans vinger var størknet og han begyndte allerede at føle sig stærkere han smed manden vææk da han var færdig med ham og tog så en anden han skreg så højt så alle blev vækket af det og løb ud det standsede ikke Tazu i at spise
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 21:15:10 GMT 1
ea kunne mærke ræslen helt ind i hendes knogler men stod som for stenet. hun kunne mære at mændende ville over leve hvilket var det eneste der holdt hende far at stoppe ham.hun var forviret og stod bar bleg uden for kroen, menneskerne så hende ikke og hun ænsede ikke den enkelte kun rædslen i deres sind
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 19, 2009 21:20:08 GMT 1
da han også havde tømt den næste for blod gik han ud igen denne gang var hans ryg rank og så meget bedre ud stadig bleg eftersom han jo egentlig var død bare ikke helt han havde fået sit sværd med sig som hang på hans ryg dog var hans vinger ikke healede han følede lidt på dem der var lille chance for de voksede ud igen "vievand" mumlede han irreteret
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 21:24:22 GMT 1
på trods af hun var overvældet af rædslen far alle de mennesker og stod stiv som en hvid statue, så kunne hun ikke lade være med at se ironien. vie vand.heligt men ikke i forhold til at der stod en engel foran ham..hun så mod kroen og kunne mærke de sårede mennesker..
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 19, 2009 21:27:12 GMT 1
han kiggede i retning af slottet han kunne på ingen måde stikke af herfra da solen var på vej højt over himlen han vidste ikke om Anna ledte efter ham men han måtte skubbe tanken til side de fulde mænd kunne hurtigt komme igen med våben og han skulle i skjul inden da men hvorhenne han kunne ikke komme op eller til nogen sidder ergo måtte han nedad men hvordan
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 21:30:35 GMT 1
hun så på ham " der ligger et lille ubeboet hus i den retn ing" hendes stemme var monoton og hun pjede mod vest. hun gik langsomt hen mod døren. hun havde set det lille hus mens hun fløj over området. det var foladt,men stadigt godt nok til a holde lys ude. hun sank i klump og så ind i kroen
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 19, 2009 21:33:00 GMT 1
"tak" sagde han kort og begyndte at løbe med sin nye energi gik det meget hurtigt meget hurtigere end et normalt menneske det var nogen af fordelene med at være vampyr men der var også mange dele der ikke var gode eler det var de fleste der ikke var særligt gode men han var liegglad lige nu
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 19, 2009 21:39:52 GMT 1
hun tog en dyb indånding og gik ind i kroen hun måtte hjælpe dem inden det var for sent.. hun følte sig skyldig over deres lllidelser men kunne ikke se hvad hun ellers kunne have gjordt.. der lå 3 mænd og hev efter hvert. lyset fra hende strålede hele kroen op, den ene som stadigt var ved bevidstheden fablede nogle bønner af sig han trode øjensynligt at han var død. hun smilede "bare roligt jeg er kommet for at hjælpe2 sagde hun med en blid stemme
|
|
|
|
Post by tazu on Jan 20, 2009 7:40:57 GMT 1
han stoppede lidt op og kiggede tilbage den engel var ikke som alle andre hun var anderledes tog sig ikke af om der var nogen der ikke var hendes egen race hun prøvede bare at helbrede dem og han var bare glad for at de lige var hende der var kommet forbi og ikke en eller anden der ikke brød sig om ham
|
|
|
|
Post by spurv on Jan 20, 2009 14:26:59 GMT 1
på trods af hendes spinkle skikkelse var hun rimelig stærk og hun tog mændende op i sine arme, i morgen ville de tro hun bare havde været et syn men det var godt nok. hun gik ud af huset og så han ikke havde søgt ly i nu mens hun holdt om mændene " jeg blirver nød til at bringe dem til kiken. hun kunne jo ikke bare vade ind på hospitalet for mange ville blive bange og tro derestur var inde. kriken kunne helbrede og sende dem vider og så var de ikke så langt væk
|
|
